Skriv en kommentar
Videnskabsmanden Alexander Hartdegen (Guy Pearce) lever i slutningen af det 18. århundrede, men er opslugt af alle de opfindelser der venter lige om hjørnet. Samtidig er han forelsket i den smukke Emma (Sienna Guillory), der heldigvis gengælder kærligheden til trods for hans distræte adfærd. Men det forfærdelige sker, Emma dør, og Hartdegen bliver besat af tanken om at konstruere en maskine der kan bringe ham tilbage til fortiden og forhindre dødsfaldet.
Det lykkedes rent faktisk Hartdegen at konstruere en tidsmaskine, men han nøjes ikke med at rejse tilbage i tiden, han rejser også frem! Her involveres han i de frygtelige konsekvenser af videnskabens fortidige synder, han erfarer at menneskeheden har delt sig i jægerne og de jagede, og så tager fortællingen tager for alvor fart.
Filmen har en enorm spændvidde, vi flyttes fra 1895 og frem i tiden, både visuelt, men også genremæssigt, fra hvad der starter som et historisk sætstykke, til noget der vækker mindelser om visse tableauer i både Water World, Lord of the Rings og Planet of the Apes.
Historien har litterært forlæg i H.G. Wells' science fiction-roman the Time Machine fra 1895, og forholder sig ret tro mod bogen. Som et kuriosum skal nævnes at instruktøren Simon Wells er tip-tip-oldebarn af forfatteren. Filmen er et re-make af en film fra 1960, og har diverse små hilsner til den første filmatisering, lige fra et voksende edderkoppespind til butiksvinduet med skiftende udstillinger i takt med tidsmaskinens rejse frem i tiden.
Jeg synes Guy Pearce er en kende for kæk til at virke troværdig som professor, til gengæld kommer hans vitalitet ham til gode senere i filmen, til glæde både for os tilskuere og filmens handling.
Jeremy Irons spiller den onde Uber-Morlock med et udseende som Johnny Winter på en dårlig dag, det er længe siden han gav den som karakterskuespiller i the French Lieutenant's Woman, Brideshead Revisited og Kafka, men mindre kan nu også gøre det, hans spektakulære ydre modsvares af en - situationen taget i betragtning - ret afdæmpet fremtoning.
Samantha Mumba klarer sig langt bedre end både Britney Spears, Mariah Carey og en lang række andre sangere der har forsøgt sig på lærredet, ligesom den unge Kalen (Omero Mumba) der både i filmen og i virkeligheden er Samanthas lillebror, faktisk leverer en hæderlig præstation.
Musikken er Enya møder James Horners Titanic-soundtrack, med andre ord: Patos og svulstighed. Det virker fint i denne sammenhæng.
En action-film med glimt i øjet, mest for voksne, sidste halvdel af filmen er for drabelig for børn.
