Skriv en kommentar
Ligeså vidt som Tintin rejser rundt i verden i de berømte belgiske tegneserier, lige så vidt kommer vi ind i Hergé’s mangfoldige univers i dokumentaren ”Tintin Et Moi” af Anders Østergaard. Man kommer så tæt ind på Hergés hverdag, i de dage hvor Tintin blev til fra Herge’s studie i Bruxelles, at man som spektator langsomt lærer hvordan og hvorfra hans enorme kreativitet kom fra.
Dokumentaren er blevet til på basis af et 4-dages langt interview, som den franske student, Numa Sadoul, foretog i 1971. Interviewet var aldrig udgivet i sin oprindelige form. Side om side med at Numa Sadoul interviewes, får man et mere nuanceret billede på Herge’s arbejde og hvordan Tintins historier blev til. Information, som ikke har set dagens lys, kommer frem, og derfor bliver det billede der tegnes af Hergé ret tydeligt.
Fra de første Tintin striber publiceredes i en belgisk avis med fascistiske meninger, til de næste i 'Le Petite Vigtième',
I 1929, var Hergés karriere begyndt. Hergé fik senere assistenter og åbnede sit eget studie, midt i Bruxelles. Herfra udsprang de fantastiske Tintin albums. På sine senere dage, gik der dog længere og længere tid mellem udgivelserne af Tintin historier. Det sidste album udkom i 1976 (Tintin og Picaroerne). Hergé selv døede af sygdom i 1983.
På mange områder er Tintin’s oplevelser og univers en del af Herge’s egen verden. Hergé er, som man måske skulle tro, ikke TinTin i sine albums, men lægger sig snarere op ad Kaptajn Haddock – en forbitret søulk, der mest af alt helst vil have fred fra verden og sine omgivelser. Man ved, at når det ikke går efter Haddock’s hovede, kommer det til slagord og knytnæver, som man måske kan erindre hvis man har læst Tintin.
Dokumentarfilmens præsentation af interviews er ret interessante. Filmoptagelserne af Hergé fremstilles som en ”sketch-line” animation, så det ligner at han er en tegneserie-figur. Mellem de forskellige interviews, kommer Numa Sadoul ind i billedet. Her forklarer han, med et næsten nostalgisk sind, hvordan han foretog sit 4-dage eksklusive interview med Hergé og hvorfor det blev så dybdegående og dækkende. Man lulles ind i Sadouls fascination af Hergé og det giver seeren en lyst til genoptage læsningen af de spændende Tintin albums.
Dokumentaren er interessant i sin brug af virkemidler til at fortælle om Herge’s baggrund, men det er ligeså interessant at høre om, hvordan Hege’s menagerie af personer bliver til. Man kunne dog godt have hørt noget mere om hvordan Terry / Pilou (fransk for Terry) / Snowy (engelsk for Terry) blev til, for som dokumentaren ruller frem får man aldrig at vide om Hergé nogensinde har haft hund. Fungerede den lille hund som en slags åndelig vejleder? Var den en slags god samvittighed? Det må man selv gætte sig til (selvom de 2 er gode bud!)
Det er ikke for ingenting at Tintin blev en meget populær tegneserie i begyndelsen af det 20. århundrede. Historierne appelerede til et bredt publikum, så det var både børn og voksne der fik glæde af, at læse Tintins oplevelser. Med god grund! Persongalleriet, de naturtro tegninger, de velfortalte historier. Der er lidt for enhver smag.
Tintin’s popularitet afspejles også i de utallige effekter og de mange film (både almindelige og tegnefilm) der er lavet efter udgivelsen af de mange albums. Er man interesseret i tilblivelsen af Tintin og at få en større viden omkring Hergé, bør man se denne dokumentarfilm, der dog også bliver vist på DR2 i første halvår af 2004. Se dog hellere biograf-versionen, idet man vil gå glip af 23 minutters ekstra materiale, der er klippet væk i tv-versionen.
