Skriv en kommentar
Den efterhånden rutinerede instruktør Niels Arden Oplev markerede sig for alvor i 2006 med den roste”Drømmen”, der omhandlede opgøret med tressernes forstokkede undervisningsautoriteter, med dertilhørnde spanskrør og ørefigener. I ”To verdener” er det igen opgøret med autoriteter der er det centrale emne, denne gang drejer det sig om religionen som autoritet, i dette tilfælde representeret af Jehovas Vidner.
Filmen Følger den 17 årige Sara, (Rosalinde Mynster). Sara er opvokset i Jehovas Vidner og bor sammen med sine forældre og to ungre søskende.
Der sker imidlertid det at Sara forelsker sig i fyren Teis (Pilou Asbæk), der ikke er medlem af Jehovas Vidner, hvilket medfører at hun finder sig selv splittet mellem kærligheden på den ene side, og troen/familien på den anden.
Det er en spændene præmis som filmen, af flere grunde, desværre ikke formår at følge op på.
Det er tydeligt at Niels Arden Oplev ikke har ønsket at demonisere Jehovas Vidner, hvilket naturligvis er beundringsværdigt, problemet er bare at man tilsyneladende ikke rigtig har besluttet sig for hvad man så skal. Det meste af filmen bliver Sara og hendes familie skildret som helt normale – bortset fra at de er ude at missionere ind imellem og går i Jehovaklub hver søndag.
Man fornemmer aldrig rigtig de trykkende religiøse autoriteter, hvilket trods alt er centralt for at filmens premis kan fungere. Hvad værre er, så virker skildringen af det religiøse samfund sjældent rigtig troværdig, dialogen virker underligt konstruet og skuespillerne kæmper virkelig med at få de religiøst ladede replikker til at fungere, oftest forgæves.
Kærlighedshistorien mellem Sara og Theis fungerer desværre ikke meget bedre, det er som om at der aldrig rigtig bliver ordentligt redegjort for hvad de to ser i hinanden, hvilket forværres af at skuespillernes indbyrdes kemi nærmest er ikke-eksísterende.
Det virker derfor ikke troværdigt at de to vil gå åh-så-meget ondt igennem for at være sammen, det meste af tiden sidder man nærmest og undrer sig over at de overhovedet kan holde hinanden ud, da ingen af karaktererne opfører sig særligt sympatisk over for hinanden.
Helt galt går det i skildringen af konfliktern imellem de to verdener, som filmens titel referer til. Måden hvorpå det problematiske i forholdet mellem det religiøse og det ateistiske er behandlet, er i bedste fald overfladisk og i værste fald resulterer det i scener, der er direkte pinlige i deres banalitet. Især bliver der henimod slutningen af filmen scoret nogle meget letkøbte point på klichéfyldte fordomme om Jehovas Vidner.
En af de få tidspunkter hvor man mærker det knugende i problematikken med det religiøse, er i mødet Sara’s ældre bror Jonas. Jonas er udstødt af det religiøse samfund og bor alene i en lille lejlighed i byen. Han er ensom og ulykkelig og kæmper virkelig med at få sin verden til at hænge sammen, efter at alt hvad han er vokset op med er væk. Jonas spilles hjærteskærende sårbart af den stort set ukendte Thomas Knuth-Winterfeldt, som afgjort er filmens højdepunkt og den eneste grund til at ”To verdener” får mere end to stjerner.
I stedet for det store livtag med religionen som autoritet, ender ”To Verdener” som en lettere akavet, pubertær kærlighedshistorie med en klichepræget og overfladisk religiøs kulisse. Derfor kan det desværre kun blive til tre, høflige, stjerner herfra.
