Skriv en kommentar
Oprindeligt brugte man sætningen ”the bitch is back” om Sigourney Weavers karakter i Alienserien (eller var det modermonstret !!!), men den kan i lige så høj grad bruges om det aristokratiske overklasseløg Lara Croft, der kan så mange forskellige ting, at man ikke fatter hvor hendes begrænsning er. Hun er i sandhed en stædig strigle, der ikke viger tilbage for et godt eventyr – drenge og piger – glæd jer!
Denne gang begynder eventyret ud for den græske ø, Santorinis, kyst, hvor Alexander d. Stores månetempel styrtede i havet efter et jordskælv. Templet er aldrig kortlagt, hvorfor dets eksistens er omgivet af mystik, men det lykkedes selvfølgelig Lara Croft at finde det. Men selve templet bærer på endnu en hemmelighed, nemlig endnu et kort, der kan føre indehaveren til ”Livets vugge”, hvor man vil finde Pandoras Æske. Nej, man skal endelig ikke holde sig tilbage. Lad blot en af denne verdens største myter styre begivenhedernes gang, for det retfærdiggør jo netop den fantasi, der bruges i filmen. Lara Croft har næsten fingrene i kortet, da hun overfaldes af den kinesiske mafia, der vil sælge kortet videre til den storhedsvanvittige nobelprisvinder Jonathan Reiss, der ved lidt for meget end godt er om pest, kolera og andet usundt stads, som mange andre er interesseret i. Men Pandoras Æske vil i de forkerte hænder betyde fatal katastrofe for hele kloden, hvilket jo netop intensiverer Lara Crofts jagt. Med sig på turen får hun sin tidligere kæreste Terry Sheridan, en skotsk landsforræder, der sidder i kasakhstansk fængsel. Jagten fører os til eksotiske steder over hele verden ledsaget af Laras snarrådige kampiver og elegante tricks, der får James Bond og Indiana Jones til at ligne to impotente drukmåse på et morgenværtshus. Lara Croft er indbegrebet af potens, der får hende til at stige til et nærmest guddommeligt niveau, hvilket antydes af hendes symbolske genfødsel af havets skum i filmens begyndelse (ganske som den smukke Afrodite).
Men man får ikke Lara Croft til at være superhelt på en hvilken som helst baggrund. Computerbaben skal have en ordentlig krop at være i. Den leverer Angelina Jolie i stor stil. Yndig som en lille prinsesse, kan hun charmere sig ind i de fleste mænds hjerter og skrækindjagende som en gal hund kan hun flå de samme hjerter ud. Det er meget nyttige egenskaber at have for at udfylde en sådan rolle som Lara Croft. Laras person får mere dybde ud over fadertabet fra første film. Hendes konfliktfyldte og ensomme stræben efter en mening med livet oven på en lykkelig barndom antydes hele tiden i filmen uden at vi nærmer os den sentimentale omgang suppe fra første film, hvor Jolies egen far, Jon Voight, dykker op som genfærdet af Laras far, som var hun en kvindelig Hamlet. Der blev i sandhed krummet tæer. Denne gang er det ikke i så høj grad hævnmotivet, der skaber historien, som det er Lara Crofts egen indsigt i den skæbne, det er at redde verden fra tilintetgørelse. Lara har valgt sin skæbne og det er vigtigt for hele filmen.
Angelina Jolie kan man ikke sætte en finger på (selv om det er fristende). Måske kunne man have ønsket sig nogle større stjerner i birollerne. Faktisk erkender jeg, at jeg ikke mindes at have set andre en Noah Taylor, der så glimrende spillede den unge David Helfgott i Shine. Han er stadig Crofts computernørdede ven. I sådan en type Hollywood-produktion ville det have været forbedrende for hele filmen, hvis castingen var lidt skarpere. Angelina Jolie fylder næsten for meget, når Jonathan Reiss spilles af en middelmådig nordirer.
Selve filmen skal selvfølgelig være tro mod sit ophav – computerspillet. Det er det sådan set også, hvilket bevirker at man straks accepterer Lara Crofts utrolige evner og eventyrgenrens fantastiske elementer i en ellers realistisk fremstillet verden. Måske savner man lidt mere af den hjemmelige Lara Croft, der hygger sig på godset i England inden hun drager i kamp. Man fornemmer ikke rigtig nogen tid i filmen, fordi der er action fra første minut. Kunne man ikke have givet publikum et par pauser, hvor man kunne have sat os lidt mere ind i historien om den stakkels Pandora. Mystikken er ikke helt på plads, ligesom hendes to kompagnoner fra etteren næsten er overflødige i toeren. Alligevel er filmen faktisk temmelig vellykket og bragende underholdende – og under alle omstændigheder bedre end dens forløber. Og i hvert tilfælde er det lykkedes at transformere computerspillet over i filmmediet bedre end det er sket i den første film og den pinligt ringe Resident Evil (Mario Bros-filmene nævner vi slet ikke her i dette forum) Angelina Jolies tilstedeværelse giver altid en gratis stjerne fra en godt underholdt anmelder… 4 stjerner til Lara, hvis hun lover at komme James Bond i forkøbet næste gang verden skal reddes.
