Skriv en kommentar
Tomorrowland er en parallel dimension hvor man har samlet alle de største genier og sat dem til at bygge en vidunderverden. Og når Casey får en invitation til at besøge denne verden gør hun alt hvad hun kan for at komme dertil. Til det skal hun bruge Frank Walkers hjælp og så kan vi ellers arbejde os op mod noget med at redde verden.
Ifølge manuskriptforfatterne er filmen inspireret af den skiftende holdning som kulturen har udvist til fremtiden fra 1950’erne og frem mod nutiden. Og som overordnet tema er det da også til at se. Hele konceptet om den fine skinnende fremtid som parallel dimensionen repræsenterer, i kontrast med den moderne verdens fascination med katastrofer og ødelæggelse er tydeligt fremlagt. Ligeledes er budskabet om at vi skal gøre noget ved situationen i stedet for bare at give op også meget nemt at forstå, men det hele virker lidt for simpelt og simplistisk. Kunstnere og videnskabsmænd bliver sat op på en pedestal, mens politikere og forretningsledere bliver fremstillet som grådige skurke.
Dette er endnu mere sært når vi lærer at Edison er en af forfædrene til Tomorrowland, en mand der er lige så kendt for sine forretningsevner som for sine opfindelser. Resultatet er en film der virker lidt tematisk rodet, og derfor virker afslutningen også lidt svag.
Rent visuelt er filmen fyldt med fine ideer. Der er rumraketter og parallel dimensioner, robotter og laserkanoner såvel som en helt række andre mere originale ideer. Igennem hele filmen kører et tema om jetpacks, som er utroligt passende for den halvtredser inspiration der skal være grundidéen. Men desværre virker filmen lidt som en rutchebane. Den er fyldt med farverige ideer, men de fleste af dem bliver aldrig rigtigt brugt til noget vigtigt. Selve teknologien der viser sig at ligge til grund for filmens konflikt bliver først introduceret meget sent, og efter min mening ikke brugt til særligt meget. Når så løsningen også viser sig at være lidt for simpel gør det ikke situationen bedre.
Vigtigste tema for filmen er fantasien og optimismen der er at finde blandt børn og unge. Og den bliver helt sikkert præsenteret på den rigtige måde. Ikke mindst når man sætter den i kontrast til George Clooney som gammel gnaven opfinder Frank Walkers og Hugh Laurie som Nix. Og det er et godt tema, omend hele argumentet med fritløbende videnskabeligt fremskridt er en smule svært at sælge siden det også er noget af det der skaber problemer i den moderne verden.
Alt i alt så er det en fin film. Den leverer en visuel rutchebanetur med nok science til at holde fiktionen kørende. Men den balancerer på en tynd moralsk og tematisk knivsæg der ofte ikke helt ved hvad den mener om videnskabeligt fremskridt. Og dette balance problem gør at filmen aldrig rigtigt rejser sig til mere end bare en farverig tur igennem en masse fine special effects.
