Skriv en kommentar
Vi befinder os midt i en bølge af historiske, danske film. Jeg nævner i flæng: En kongelig Affære, Under Sandet, Guldkysten, 9. April, Hvidsten Gruppen og Kollektivet - alle film, der skal gøre os klogere på, hvem vi var en gang, og hvad vi kommer af. Selv helt moderne historie tages op i Krigen, som et spejl, der viser, hvad vi er blevet til.
Tordenskjold og Kold har lidt andre hensigter
Vi fanger Tordenskjold efter han er blevet viceadmiral og en landskendt søhelt. Der er ikke længere krig, og han keder sig. Hans kammertjener, Kold, er bekymret for, at han er ved at blive til en liderlig, fordrukken libertiner, der kun drømmer om krig og at knalde sorte damer, så da et muligt giftermål viser sig i Hannover, tager de to med moderne ord på turné ned til Tyskland for at mødes med den rige Frøken Norris. På vejen derned optræder Tordenskjold med beretninger om sine bedrifter, og Kold sælger merchandise. Men med succes kommer også fjender både indefra og udefra.
For mange idéer fordærver stilen
Filmen er fuld af gode ideer, faktisk næsten for mange, hvilket er en virkelig irriterende kritik at give. At filmen ikke går efter en patriotisk, glorificerende tone a la 1864 er ubeskriveligt befriende. At den slet ikke kommer i nærheden af at ville portrættere store vista af søslag på Øresund, har formentlig både sparet produktionen for et fem gange så stort budget, og viser at filmens har ledt efter den bagvedliggende historie om mennesket Peter Wessel, i stedet for myten Tordenskjold. Jakob Oftebro, der tilsyneladende er blevet obligatorisk, når Skandinavisk historie skal portrætteres, er overbevisende som den rastløse helt, alle damerne vil have. Og ideen med at portrættere ham som rockstjerne, brugen af moderne musik, og den (til tider) selvbevidst og farverig stil er også et dejligt frisk pust ind i dansk films uendelig socialrealistiske æstetik.
Men ikke alle idéer går lige godt i spænd med hinanden, og nogle modarbejder nærmest hinanden. Sproget er en underlig blanding af gammeldags og moderne udtryk, hvilket kurrer mere end det spinder, og de farverige introduktioner af bipersoner er flotte men sære sammen med resten af filmens evige gråvejr.
Filmens helt store problem for undertegnet var, at jeg simpelthen ikke kunne aflæse om tonen skulle være sjov eller alvorlig. Selvfølgelig er disse ikke hinanden udelukkende, men det føles ofte, som om forskellige elementer trækker i forskellige retninger i stedet for at understøtte hinanden. Når Tordenskjold fx sidder til en form for terapi og fortæller om æblebåde, som hans mor kun gav til hans bror, mens Kold fnyser af ideen om, at barndommen skulle have nogen som helst betydning, er det så for at give Tordenskjold dybde, eller er det en morsomhed over at blande genrer og det absurde i situationen? Vil filmen fremstille en af Danmarks og Norges største helte som et komplekst og helt menneske, eller vil den fortælle røverhistorier inspireret af ham fra tændstikæskerne?
Hvo intet vover...
Lige meget hvad, så fortjener filmen stor ros for hverken at være et nationalistisk heltekvad eller en nordisk noir-krimigåde om Tordenskjolds død. Hvad enten det skal være sjovt eller alvorligt, så samler filmen flot sine tråde mod en ganske overraskende slutningen. Og så er det altså herligt at se en film, der tør have ambitioner på sit materiales vegne og tænke i nye baner, hvad enten det lykkedes eller ej!
