Kommentarer (1)
Åbningsscenen indledes stille uden musik med et close-up af bare fødder, som går rundt på et klinkegulv i et badeværelse. Neglene på fødderne er lakeret med rødt. En smøg tændes og vi ser Tove Ditlevsen sidde i sofaen iført blå kjole (spillet fabelagtigt af Paprika Steen). Baggrundsmusikken med sopranvioliner slår de høje toner an, mens Toves fjerde ægtemand Victor Andreasen (kraftpræstation af Lars Brygmann) trækker gardinerne fra og kammerspillet kan begynde. Violinernes høje toner intensiveres og spiller hektisk, mens Paprika laver en speak-over, som giver en ultrahurtig status på Tove Ditlevsens forfatterskab: ”Bedst sælgende danske forfatter siden Karen Blixen og den bedst skrivende siden Herman Bang”.
Det er ikke tilfældigt, at hun har iført sig en blå kjole til denne frokost, idet Tove Ditlevsen blev opfattet af bl.a. samtidens kritikere som poesiens blå blomst voksende op af asfalten i det fattige arbejderkvarter på Vesterbro. Som hun siger med stor selvironi til sin frokostgæst og forfatteren Klaus Rifbjerg (spillet fintfølende af Joachim Fjelstrup), så kan man godt flytte væk fra Vesterbro, men aldrig tage pigen ud af Vesterbro.
Inden frokostgæstens ankomst optrappes en konflikt, som ligger og ulmer helt til slut i kammerspillet. Den handler om Victors unge elskerinde, som brænder ham af og Tove fornemmer med det samme, at Victor bliver aggressiv og siger provokerende: ”Nå kan hun ikke lege i dag”. Tove har fundet et foto af den unge pige og beskylder husholdersken Fru Andersen (spillet eminent af Sonja Oppenhagen) at have stukket øjnene ud af hovedet på den unge pige på fotoet. Både Toves og Victors opførsel bliver mere og mere utilregnelig, ekshibitionistisk og dybt pervers fx ophidses Victor af Toves udlægning af et samleje med en anden mand ned i hver detalje. Midt i deres morbide intimitet træder Fru Andersen ind for at meddele gæstens ankomst.
Filmen ”Toves værelse” er filmet som et kammerspil, fortættet og klaustrofobisk i kun to rum; stuen og badeværelset. Titlen ”Toves værelse” er også et billede på Tove Ditlevsens mentale og indre tilstand gennem hendes 23 års lange ægteskab med Victor Andreasen. Hun kaldte ham for en højtbegavet psykopat med mindreværdskomplekser, som ikke selv kunne skabe, men siger nedladende om ham, at han kunne skrive taler. I kammerspillet har hun spundet en morsom og finurlig lille anekdote sammen, at Victor havde skrevet hendes tale, da hun modtog de gyldne laurbær og efter talen kastede Victor op i skødet på Danmarks første kulturminister Bomholt. Anekdoten stemmer ikke overens med virkeligheden, fordi Kulturministeriet først blev etableret seks år efter Tove Ditlevsen modtog de gyldne laurbær i 1955.
Med ”Toves værelse” føjer den danske instruktør og manuskriptforfatter, Martin Zandvliet en mere rå og sandfærdig vinkel til Tove Ditlevsens liv og levned, som er det mest dokumenterede forfatterliv på tv og i radio udover Karen Blixen, som også forstod at iscenesætte sig selv. Paprika Steen rammer fabelagtigt godt i rollen som Tove Ditlevsen, som svinger mellem at være stærk, morsom, provokerende, pervers og dybt sårbar og skrøbelig. Hovedrollen kunne lige så godt være taget ud af Tove Ditlevsens bog ”Ansigterne” udgivet i 1968, hvor hovedpersonen Gitte siger: ” Jeg læste fornyeligt, sagde Gitte, idet hun satte sig på sofaens armlæn, mens et udtryk af enfoldig selvglæde gled hen over hendes ansigt, en artikel af Simone de Beauvoir i et eller andet tidsskrift. Den hed Lolita-syndromet. Hun skriver, at det er umodne, infantile mænd, der ligger under for det. De føler sig gennemskuede af voksne kvinder. Gert er også infantil. Han ønsker ikke nogen ligestillet partner”. (Ansigterne, p.32, 1968)
