Lars von Trier har altid formået at dele vandene omkring ham. Instruktøren er blevet kaldt alt lige fra genial til sindssyg, en grænse der som bekendt er hårfin. Men om man kan lide manden eller ej, så kommer vi ikke uden om, at dansk film aldrig har været den samme, siden Lars Trier fra København færdiggjorde sin udannelse fra den Danske Filmskole i 1983.
I Stig Björkmans ”Tranceformer” fra 1997 møder vi en Lars von Trier, der netop har fået sit folkelige gennembrud med tv-serien ”Riget”, og som nu er godt i gang med det, der senere skal blive hans adgangsbillet til det internationale gennembrud, nemlig ”Breaking the Waves” (1996).
Lars von Trier, der tydeligvis er positivt mærket af opturen med ”Riget”, fortæller åbenhjertigt om hans liv privat såvel som karrieremæssigt, og der krydsklippes flittigt mellem interviews med venner og kollegaer, deriblandt den altid interessante Ernst-Hugo Järegård og den frembrusende Peter Aalbæk.
Som portrætfilm er ”Tranceformer” en god introduktion til nye Trier fans, men for alle os andre, der kender manden og i særdeleshed hans film, er der desværre ikke noget nyt under solen. Selvom Björkmans dokumentarfilm fint fortæller om Triers filmtekniske kunnen, hvilket i sig selv naturligvis også er interessant, så følte denne anmelder på intet tidspunkt, at man kom helt ind bag facaden på den forunderlige Trierske personlighed. Det er naturligvis ikke verdens nemmeste opgave at lave et portræt af en mand, der er så modsætningsfyldt som Lars von Trier, og selvom Björkman gør et gævt forsøg ved at hive Triers nærmeste ind på scenen, så lykkedes det bare ikke. ”Tranceformer” ender i stedet som et uvedkommende portræt af en af de mest interessante personligheder i dansk film – desværre.
Er man interesseret i Lars von Trier som person og filmskaber, vil jeg i stedet anbefale Jesper Jargils fabelagtige ”De Ydmygede” fra 1998, der udover at handle om tilblivelsen af Triers Dogmefilm ”Idioterne”, samtidig er et af de mest nærgående og personlige portrætter af mennesket Trier.
”Tranceformer” er ikke nogen dårlig portrætfilm, men den formår aldrig at blive virkelig interessant. Lars von Trier har engang sagt, at en film skal være ligesom en sten i skoen, hvis dette er sandt, så er Stig Björkmans portræt af manden selv ikke andet end et sandkorn.
Der er desværre intet ekstramateriale til ”Tranceformer”.
Filmen er venligst stillet til rådighed af: Warner Bros..