Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Den lille pige på restauranten kigger længe og undrende på Bree. Stiller så spørgsmålet, der tydeligt har kredset i hendes tanker.
’Er du en dreng eller en pige?’
Bree bryder sammen. Et øjeblik senere har hun sin psykolog i røret og erkender grådkvalt, at en otteårig pige nu fuldstændig har afsløret hendes sande identitet.
En identitet, der blev født som Stanley Schupak, men som nu bærer navnet Bree. En identitet, der nu blot mangler én altafgørende operation for at gå fra mand til kvinde.
Det er dette tabubelagte tema, den debuterende manuskriptforfatter og instruktør, Duncan Tucker, på kanten mellem drama og komedie beskæftiger sig med i Transamerica. Det er mere drama end komedie men med sine indlagte skævheder, der betyder, at det som oftest er med et sympatisk smil snarere end et alvorstungt suk, at man tager imod Brees skæbnesvangre rejse i Transamerica.
Der er ganske vist korte afstikkere til den særdeles alvorlige identitetskrise, der er forbundet med transseksualitet. Som i ovenstående scene eller da Brees egen søn – dog uden at være klar over det familiære forhold på det tidspunkt – kalder hende en løgnagtig vanskabning. Men det ligner et klogt valg af Duncan Tucker, at det bliver ved en skraben i overfladen, da en sporadisk mere dyb tilgang til emnet ganske givet ville virke påtaget for den skæve dramakomedie.
Den ydre fortælling om Bree, der blot en uge inden den afsluttende operation får at vide, at hun er far til en søn fra et tidligt forhold, og at denne søn er havnet i fængsel og har brug for hjælp, er en regulær road-movie. Bree tager selvfølgelig af sted, får sønnen – der hedder Toby og lever som trækkerdreng – løsladt og indvilliger i at køre ham til Los Angeles. Men det store problem er selvfølgelig, at hun ikke kan få sagt, at hun er hans far.
Eminent spil af Felicity Huffman i hovedrollen som Bree samt fint modspil fra unge Kevin Zegers som Toby redder den første halvdel af Transamerica, hvor Duncan Tucker i alt for høj grad forsømmer at bruge filmens tematik i den ydre fortælling. Her er Transamerica ikke meget andet end en ganske traditionel road-movie, som vi ved skal føre en såvel ydre som indre rejse med sig.
Men da Toby opdager, at Bree i det ydre i virkeligheden er en mand, tager det transseksuelle tema en større rolle. Og det gælder både i dramatisk som i komisk forstand. Herfra er Transamerica en imponerende serie af kloge valg fra Duncan Tuckers side – med Brees egne lige lovlig overgearede forældre som relativ undtagelse. Alle tænkelige klicheer holdes ude, og filmens forløsning er måske nok forudsigelig, men klog og rørende.
Hvorfor det i grunden er en skuespillerinde, der skal spille en transseksuel mand, kan man vel med rette undre sig lidt over. Men Felicity Huffman, der er bedst kendt som desperat husmor i Desperate Housewives, blev fuldt fortjent Oscarnomineret for sin hovedrolle som Bree. Hendes i forvejen lidt grove træk hjælper godt på vej til, at man hurtigt accepterer, at hun fysisk skal forestille at være en mand. Og Huffman bærer på imponerende vis filmen – og da særligt de steder, hvor den ikke kan bære sig selv – med sin skrøbelige og kejtede, men aldrig latterlige fremstilling af hovedrollen.
EKSTRAMATERIALE:
En trailer for Transamerica. Og en række trailers for andre film. Mildest talt ikke imponerende.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.
