Skriv en kommentar
Man vil enten elske den. Eller så vil man hade den.
Der er ingen mellemvej.
Man vil enten lade sig beruse, blænde, besætte, betage, bjergtage.
Eller så vil man lade sig frastøde, frakoble, frustrere, forarge, forurolige.
Ingen magelige mellemveje.
Tree of Life er nemlig ekstrem kompromisløshed. Mod. Skaberkraft. Vision.
En mesters mesterlige mesterværk.
Filmisk åbenbaring. Amen.
Livet hinsides eksistensen
Der er en dreng. Der er tre drenge. Brødre. Fæller. Og fjender. Engang imellem. Og en naiv, renhjertet, spirituel moder, der indgyder tro, håb og kærlighed i sine unge menneskebørn.Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre, men størst af dem er kærlighed. Der er en fader. Rigid, regelret, docerende. Den sekulære verdens spilleregler fremlægger han med fastslående udråbstegn, som fandtes der ingen anden sandhed i hele den store verden. Der er den ene af drengene. Som dør. Og en anden, som lever. Som voksen. Forkrøblet, forrevet, forvrænget. Af en indre smertende smerte, der hjemsøger hans forvirrede, forplumrede bevidsthed med samme rolige regelmæssighed, som tilfældige kirkeklokker, der slår et skælvende slag på samme tidspunkt hver søndag morgen.
Der er hans stadige søgen. Efter en mening. En forbindelse. En forløsning. Et svar kan gøre det. Men himlen er tavs, og fortiden fordums.
Der er et univers. Astronomisk. Æstetisk. Uendelig. Kan man høre menneskers stiltiende åndedrag deroppe? I rummet kan ingen høre dig skrige. Kan det høre dig elske? Græde? Forgå? Og fødes? På ny.
Der er en fysisk verden. Og en abstrakt. En materiel virkelighed, hård som en grundmuret fæstning, ingen tropper kan indtage. Og blød som en bitte fjer fra en gul kylling, der lige har åbnet sine bitte øjne. En konceptuel verden, gennemsigtig som en flittig edderkops sindige spind og indistinkt som en grødet fatamorgana, man ikke ved, om er ægte. Der er ungdommens uskyld, livets uudgrundelighed, tilværelsens flygtighed. Der er voksenlivets desillusion, kærlighedens sanselighed, evolutionens hjørnesten. Der er barmhjertigheden og troen. Og skabelsen. Og uendeligheden.
Der er et livets træ, Tree of Life.
Hinsides ordenes rækkevidde
Det foregående forsøg på et poetiseret referat af mesterinstruktøren, Terrence Malicks, femte og nyeste film skyldes filmens digterisk fragmenterede stil. For Tree of Life er ingen dramaturgisk lineær beretning med en konventionel fremdrift og en logisk kausalitet. Her er ingen gnidningsløse udredninger, ubesværede fortællinger, anskueliggørende løsninger. Har man set Malicks tidligere værker, som den Oscarnominerede The Thin Red Line (1998) eller den sentimentale The New World (2005), ved man på forhånd, hvad man går ind til, når filmplakaten reklamerer for en Malick-film.
I hans kringlede univers hersker en kaotisk kosmos, en paradoksal meningsfuldhed, som klæber sig fast til din nethinde som et svævende mælkebøttefrø, der hænger fast i dit hår. Her dominerer intet traditionelt narrativ, ingen forudsigelig udvikling. Stemninger, sansninger, strømninger. Som en utydelig drøm, man ikke helt kan huske, men heller ikke magter at glemme. Tree of Life er sådan en film.
Filmen er dybest set delt i to dele, hvor den ene halvdel omhandler en families væsen og væren i det midtvestlige USA i 1950´erne. Den anden del fokuserer på en af familiens voksne sønner, der famler sig igennem en absurd livsvej, han forgæves forsøger at få rede på.
Filmen er i sin helhed en lang række gennemslagskraftige naturromantiske, menneskecentrerede tableauer, der på trods af deres eklatante forskellighed interagerer fintunet med hinanden som en knejsende fugleflok i årstidsbestemt migration. Alle delene er på en sært, underfundigt elektrisk måde integrerede med og i hinanden, misundelsesværdigt assimilerede som smukke svaner og grimme ællinger i virkelighedens vande. Kameraet er i spejdende svingom, men det antyder konsekvent mere, end det lægger for dagen. Sådan er den overordnede præmis, den fundamenterende grundtanke i Tree of Life. Dette er et impressionistisk digt, givet til kende igennem billeder. Billeder, der koagulerer i enkelthedens skønhed, stivner i sansebombardementets elegi, rummer det forståelige, bestrider det enigmatiske. Her forstår man ikke med hjernen, men med hjertet. Her ser man ikke med øjnene, men oplever med instinkterne. Med sanserne. Med følelserne.
Med Tree of Life bliver vi eskorteret ind i en begrebsmæssig verden af følelsesbetonede observationer, intense oplevelser, insisterende erfaringer, oprørske tanker og afmægtige følelser. Aldrig har så eksistentielle temaer som tro, tilblivelse, thanatos, kærlighed samt en næsten panteistisk veneration været så virkningsfulde dele af en films sjæl som unikt kunstværk, som en organisk fortællestemme, der transcenderer sit eget stemmebånd.
Malicks protegerede artikulation er ikke den denotativt orale, men den konnotative symbolisme, der sikkert vil bortskræmme, ja, måske endog støde nogen, men klart også vil tiltrække, ja, garanteret vende vrangen ud af andre.
På trods af filmens længde på over to timer, skyndte denne anmelder sig aldrig hen til udgangens dørtrin. Jeg var fuldstændig hypnotiseret af de stemningsmættede billeder, den ubeskrivelige atmosfære, det kæbedroppende skuespil, de opslugende tematikker.
Malick er ganske enkelt usammenlignelig. Han er en poet. Pietist. Prædikant. En poetisk revolutionær.
Tree of Life omfavner denne tilværelsens uransaglighed, som knytter menneskerne sammen, men også sætter skel imellem dem. Et meditativt krydsfelt af æstetiseret billedlyrik og boblende bevidsthedsstrøm. Meditation. Bøn. Nirvana.
Måske er der ligefrem en slags Gud i Tree of Life. Måske tilmed en djævel. Måske er det et og samme. Måske.
Dystopisk. Utopisk. I forklædt filmisk form. En djævel. En gud.
Og et lovprisende Halleluja!
