Skriv en kommentar
Der skal stort mod og ikke mindst dygtighed til for at løfte en opgave som filmatiseringen af legenden om Tristan og Isolde. Med dette in mente må instruktøren Kevin Reynolds i dag sidde tilbage med en mere end almindelig øm ryg og en proportionelt lige så dårlig smag i munden efter at have forsøgt at løfte arven efter giganter som Thomas of Britain, Gottfried von Strassburg og ej at forglemme i rækken af hvide elefanter Wagner.
Tristan anno 2006 er i sin særegne Hollywood transformation ganske blottet for alt hvad der måtte minde om legendens mystik og vi finder os selv efterladt liggende i foyeren til Palads med intet mindre end et popcornbæger fyldt med de tarveligste klicheer og postulater om denne den største kærlighed.
Tilbage er en rudimentær saga om de to elskende som ikke måtte og ikke kunne få hinanden på grund af en verserende krig mellem det gryende England og et despotisk Irland. Glemt er Isolde som heksen der forleder Tristan og tilbage er en småræbende Tristan der forblændet af national selvfedsfølelse vælger at forære sin brud in spe til sin onkel.
Dilemmaet ved at elske men ikke at kunne få når aldrig ind under huden og vi er reduceret til rene tilskuere til en endeløs dvælen ved Tristans tvekampe og sagtmodige stirren ud i intetheden.
De små glimt filmen giver os ind i det litterære korpus, som den trækker næring af, er så pinagtige og arbitrære, at de for den almene betragter må virke direkte forvirrende ligesom den tårepersende slutning gør at filmen som et hele fremstår ufrivillig komisk. For at blive i litteraturens verden et stykke Prose Tristan af værste skuffe.
Det er heller ikke første gang at man uforvarende lader de store klassikere i hænderne på Kevin Reynolds og hans film Robin Hood (1991) og Greven af Monte Cristo (2002) vil sammen med Tristan lade sig indskrive i filmhistorien som de absolut mere vulgære bud på litteraturfortolkninger.
Ungmøerne vil juble og græde som var de pisket når James Franco træder frem på lærredet som Tristan. Den danske distributørs lancering af filmen under navnet Tristan og ikke dens oprindelige nemlig Tristan og Isolde lader os dog forlods vide, hvad vi har med at gøre. Var der nogen som skreg Ismand?
