Tristan og Isolde er en af de mange udødelige kærlighedsfortællinger som lever i skyggen af Shakespeare’s Romeo og Julie. Historien er oprindeligt en keltisk myte som var umådeligt populær i middelalderen og har overlevet helt til i dag, hvor den nok er bedst kendt i Wagners 1857 opera udgave.
Den unge Prins Tristan sendes ud for at bejle på hans onkel, Kong Marke’s, vegne. Ved et uheld drikker unge Tristan og den kommende brud, Prinsesse Isolde, dog af en kærlighedsdrik og forelsker sig hovedkulds og uden tanke for konsekvenserne i hinanden. Herfra udvikler tragedien sig og bliver en historie om betingelsesløs og ren kærlighed, til døden dem skiller.
Scoret til Tristan og Isolde er en smuk oplevelse fuld af melankoli og stoisk kærlighed.
Den keltiske klang falder som regel altid godt i publikums smag. Det er en stil som er garant for at vække varme, melankolske følelser. Dette er bestemt også tilfældet med Tristan og Isolde. Musikken bevæger sig harmonisk mellem melankoli, romance, munterhed og truende mørke. Musikken vækker billeder af dybe skove, middelalderlige scenerier og keltiske landskaber.
En svaghed der kunne nævnes er at dramatiske stykker, som Ambush in the Forrest og Wariors Begin, ikke er noget som Dudley har specielt flair for. Her bliver scoret lidt svagt men de dramatiske stykker er få og gennemgående er det meget harmoniske score en fornøjelse at lytte til.
Harpen og pianoet spiller en særlig fremtrædende rolle og er de bærende elementer gennem hele scoret.
Tristan og Isolde er instrueret af Kevin Reynolds (Rapa Nui, Waterworld, Robin Hood – Prince of Thieves) og musikken er smukt komponeret af Anne Dudley (Crying Game, American History X, The Gathering) i samarbejde med Roger Dudley. Anne Dudley er bestemt ikke en letvægter inden for film-scores og det er også et solidt stykke håndværk der er kommet ud af denne produktion.
Jeg kan varmt anbefale at anskaffe sig det, også selvom man ikke skulle have set filmen.