Skriv en kommentar
Dorothy er en ganske almindelig pige med ganske almindelige problemer. Det største af disse er, at den onde Miss Gulch vil aflive hendes hund Toto, fordi den jager hendes kat. Når Dorothys tante og onkel må bøje under for Miss Gulchs ønsker, føler Dorothy sig trådt over tæerne. Toto undslipper heldigvis, og sammen beslutter de sig for at flytte hjemmefra. Der går dog ikke lang tid, før det går op for Dorothy, at hun vil savne sin familie og dem hende, men ved hendes tilbagekomst er en tornado ved at terrorisere området. Dorothys familie er flygtet til et beskyttelsesrum, men Dorothy når kun netop ind i huset, da hun bliver slået omkuld af stormen, som derefter kaster hendes hus ind i et fortryllet land ved navn Oz. Ved at følge vejen med de gule sten, må Dorothy til smaragdbyen hvor Troldmanden Fra Oz hører til for at bede ham om at få hende hjem igen. På sin vej møder Dorothy mange farer, især en heks har set sig ond på hende, men hun får også mange gode venner – heriblandt Fugleskræmslet, Blikmanden og Løven.
Nu er julen nær - og hvilken bedre måde at fejre dette på end at tage en tur i biografen med familien og se en af de allerbedste film nogensinde? ”Troldmanden Fra Oz” er nemlig endnu engang blevet nyrestaureret, og selvom der endnu er en bid vej til det perfekte billede og lyd, er filmen altid et kig værd. At endelig se filmen på det store lærred, og tilmed med engelske undertekster i sangene til dem der genre vil synge med, er en fornøjelse. Mange før usete detaljer hopper op i ansigtet på en, og til dem der endnu ikke har set filmen, har i bestemt noget at se frem til.
”Troldmanden Fra Oz” har længe været en velkendt julefilm i USA og det trods, at filmen absolut intet har med julen at gøre - bortset fra stemningen naturligvis. Derfor er det kun med rette, at filmen nu får sin chance for at bryde igennem som julefilm her i Danmark, og jeg anbefaler på det stærkeste at tage imod den med åbne arme. Filmens konstant opløftende glæde og optimisme går rent ind i hjertet, og skaber et klart lys i den danske grå jul. Historien i ”Troldmanden Fra Oz” er tidløs og kan tillægges ethvert nutidigt politisk metafor som du lyster, og den kan naturligvis også blot nydes for det den er. Musikken er intet mindre end fremragende, og stort set alle sange i filmen sidder godt og grundigt fast i dagevis i det indre øre. Alt ved denne film er faktisk perfektion, og selvom historien måske i mange professorers øjne anses som ”Alice I Eventyrlands” lillesøster, er stemningen og resultatet i filmen helt unikt, og indenfor genren har den aldrig før eller siden mødt sin ligemand. Ja, filmen her er en af mine absolutte favoritter, trods min sene introduktion til filmen i en alder af 16, men jeg har set den årligt siden, og kommer nok til at se den årligt fremover, til den dag jeg ligger i graven.
Instruktøren Victor Fleming blev hyret på et afbud på denne film, og han var ligeså i gang med sit andet mesterværk ”Borte Med Blæsten” samtidig, og begge film blev udgivet samme år. Man kan diskutere hvad der er Flemings største mesterværk, men min holdning er nu ganske klar. Overgangen fra den sort/hvide hverdag til det farverige Oz har stadig en enorm effekt, og filmens talrige detaljer i jokes samt ting der foregår i baggrunden, gør blot at man stadig efter 13. gensyn kan finde nye ting at forelske sig i. De mange sange der endda nogle gange indeholder 4-5 små sange i et, er ligeså et stort plus. Filmen indeholder den perfekte dosis sange, humor, spænding og historie til at holde fast på de mindste, og selv for de voksne er det nærmest en umulighed at falde i søvn til en film som denne. Filmen vandt en Oscar for bedste musik og en for bedste sang i form af ”Over The Rainbow”, som endda ikke nødvendigvis er filmens bedste sang. Men sangene er umådeligt iørefaldende, og selv den dag i dag kan de fleste synge med når Dorothy og de andre bryder ud i sang. At man endda kan tilføre dele af filmens sange til mere nutidige som Metallica så subtilt har gjort det, gør blot, at det ikke kun er filmen der i århundreder fremover vil blive værdsat af kommende generationer.
Skuespillet i ”Troldmanden Fra Oz” er meget teatralsk og overspillet som man nu gjorde det dengang. Husk på at filmen er fra 1939, og der er bestemt sket fremskridt hvad angår realisme og indlevelse i skuespil. Dog ville filmen her ikke være helt den samme i dag, for der er noget mægtigt charmerende ved Judy Garlands store dådyrøjne før de gik i forfald, og hendes levering af replikker som ”Toto, I’ve a feeling we’re not i Kansas anymore” og ”there’s no place like home” vil uden tvivl aldrig gå i glemmebogen. Men Garland er ikke den eneste at holde øje med, for Ray Bolger, bedre kendt som Fugleskræmslet, står for filmens fysiske humor i form af klassisk slapstick. Disse to skuespillere har en fantastisk kemi imellem dem, og selvom der gik mange år til de to skuespillere optrådte i en film sammen igen, er denne kemi nærmest legendarisk. Margaret Hamilton som den onde heks samt Miss Gulch er klassisk børnevenlig ondskab, som er blevet kopieret utallige gange siden.
Hvis du vil forkæle dine børn eller blot bare komme i godt humør, er dette filmen for dig. ”Troldmanden Fra Oz” kan ganske enkelt ikke anbefales nok, og det er en film der kan ses af alle, så der er ingen undskyldning for at undgå dette mesterværk i biografen, især ikke hvis vi skal vente til filmens 75 års jubilæum for en chance mere. God fornøjelse!
