Overskrift konkurrence


Standard facebook Følg os på instagram

Seneste artikler
Japansk Verdensp...
Tyskefilmdage 7....
Franske Film Man...
Nye Italienske F...
Franske Film Man...

Se alle artikler
Overskrift konkurrence

The Crow
The Crow billede

Børnene Fra Sølv...


Vi anbefaler
Boligbasen.dk
Ligo.dk - en ven af huset

Biograf anmeldelse

True Grit

17. februar 2011 af Kasper Sølvsten

5 stjerner Skriv en kommentar

True Grit billede

Hævnen er bittersød i Coen-brødrenes genindspilning af True Grit, som er både mørkere og væsentligt bedre end filmatiseringen med John Wayne fra 1969.

Der er tilsyneladende ikke noget som seksløbere, Stetson-hatte og de åbne vidder, der kan bringe de gammeltestamentlige drifter op i indbyggerne i Gud eget land. Lige så længe western-filmen har eksisteret, har hævn, gengældelse og straf været en indgroet del af denne ærkeamerikanske genre. Et øje for et øje, en tand for en tand, og alt det dér.

Joel og Ethan Coens glimrende "True Grit" er ingen undtagelse. Filmen handler om den 14-årige Mattie Ross (Hailee Steinfeld), der bærer et brændende ønske om at se Tom Chaney (Josh Brolin), manden, der i en brandert har dræbt hendes far, dingle for enden af et ræb. Men myndighederne har opgivet at fange Chaney, efter at han er stukket af ind i indianerterritoriet, og derfor er Mattie nødt til at tage sagen i egen hånd, hvis Chaney skal have sin straf. Og det er der ingen tvivl om, at han skal. For som Mattie siger: ”You must pay for everything in this world one way or another. There is nothing free except the grace of God.”

Så da loven ikke kan hjælpe hende, hyrer Mattie i stedet den fordrukne og skydegale U. S. Marshall Rooster Cogburn (Jeff Bridges), der for en dusør på 50 dollars hverken er bange for at jage og fange Chaney eller for at blæse hovedet af ham, hvis det skulle komme til det. Sammen rejser de to og Texas Rangeren LeBoeuf (Matt Damon), der jagter Chaney for et andet drab, ind i vildmarken.

"True Grit" blev allerede i 1969 filmatiseret af Henry Hathaway med John Wayne i hovedrollen som Rooster Cogburn. Dengang som nu bygger filmen på Clinton Portis’ 1968-roman af samme navn, som roman- og manuskriptforfatteren George Pelecanos ("The Wire") har kaldt ”en af alle tiders bedste amerikanske romaner”. Det er også netop Portis’ roman og ikke Hathaways film, der har inspireret Coen-brødrene til at kaste sig ud i deres egen fortolkning. Faktisk påstår de, at de ikke har set den oprindelige film siden de var børn.

Er det sandt, må filmen på en eller anden måde alligevel have gjort et uudsletteligt indtryk på dem dengang. I hvert fald ligner flere af scenerne i den nye film på det nærmeste spejlbilleder af den oprindelige. Det gælder ikke mindst den nok mest berømte scene, duellen, hvor Rooster Cogburn ene mand galoperer på sin hest direkte mod fire banditter, mens kuglerne flyver om ørerne ham.

Og nu vi er i gang med sammenligningerne, så er det faktisk bemærkelsesværdigt hvor tæt historierne i de to film ligger op af hinanden, selv når man tager i betragtning, at de bygger på det samme forlæg. Meget langt hen ad vejen følges de parallelt, og det er faktisk kun i slutsekvensen, at de på det historiemæssige plan adskiller sig væsentligt fra hinanden.

Men lighederne til trods er det alligevel en meget anderledes - og på alle måder bedre - film, Coen-brødrene har skabt. For mens Henry Hathaway på mærkværdig vis fortalte historien om tvivlsomme moralbegreber og brutale nedskydninger på en måde, der nærmest kan betegnes som løssluppen og munter, er Coen-brødrenes udgave af "True Grit" dyster og grum og langt mere i overensstemmelse med fortællingens altoverskyggende tema om hævn.

I den forbindelse spiller karakteren Mattie Ross i Coen-brødrenes udgave af "True Grit" en altafgørende rolle. For hende handler det ikke bare om, at Chaney skal dø. Da Texas Rangeren LeBoeuf fortæller, at han vil bringe Chaney tilbage til Texas, hvor han har dræbt en senator, og få ham hængt der, modsætter hun sig det. Hun vil have, at det er drabet på hendes far, Chaney skal lade livet for. Det handler altså for hende i lige så høj grad om at stille sin egen hævntørst, som det handler om, at retfærdigheden skal ske fyldest. Og som slutningen - der altså er radikalt anderledes i Coen-brødrenes film end i 1969-udgaven - antyder, så er det ikke kun Chaney, der i sidste ende kommer til at betale en pris for sine handlinger. Hævnen er bittersød må Mattie erfare, og Chaneys død bliver tilsyneladende ikke nogen frelse for hende.

Det kan undre, hvorfor debutanten Hailee Steinfeld, der spiller den stålsatte og hævngerrige Mattie Ross, ’kun' er blevet nomineret til en Oscar for bedste birolle, for det er i den grad en hovedrolle, hun spiller - og spiller med stor sikkerhed og overbevisning.

Også Jeff Bridges, der for første gang siden han skabte en af 90’ernes mest ikoniske filmkarakterer, The Dude, i "The Big Lebowski", arbejder sammen med Coen-brødrene, gør det godt, ja fremragende, faktisk. Og når han efter min overbevisning overgår John Waynes enlige Oscar-præstation i rollen som Rooster Cogburn, så hæger det i høj grad sammen med, at Coen-brødrene giver ham mere at arbejde med. Cogburn virker simpelthen som en mere troværdig karakter, fordi han - ligesom Mattie Ross - ikke er nogen entydig helt, men en drukkenbolt med talløse liv på samvittigheden.

Joel og Ethan Coen demonstrerer med "True Grit", at ligesom stort set alt andet, de kaster sig over, så mester de også western-genren. Og med deres eget tydelige aftryk på historien, giver det - i modsætning til "The Ladykillers" - for en gang skyld altså god mening, hvorfor de har kastet sig over en genindspilning.

Titel: True Grit
Original Titel: True Grit
Premieredato: 17. februar 2011
Instruktør: Joel, Ethan Coen
Skuespillere: Jeff Bridges, Hailee Steinfeld, Matt Damon, Josh Brolin, Barry Pepper, Bruce Green
Spilletid: 110 min.
Selskab: Skydance Productions, United International Pictures, 2010
Genre: Western
Link: http://www.truegritmovie.com


banner
Overskrift Højre Block
Strange Darling
Mufasa:Løvernes ...
Hellboy - The Cr...
Kraven the Hunter
Ringenes Herre: ...
Bambi: Livet i s...
A Different Man
Konklave
Juror #2 (Blockb...
Anora



KLOVN FOREVER tr...
Blade Runner 2: ...
"Fantastic Beast...
Avengers: Infini...
Rumkapslen fra "...
Suicide Squad ti...
Superfast: Nyt k...
Trailer: Mission...
Gina Rodriguez m...
Frozen 2 officie...