Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Fire venner bosiddende i New York. To par, begge med hver deres gevaldige genvordigheder i den svære øvelse, parforhold. Men de taler meget om det, parforholdet altså. Og genvordighederne. På kryds og på tværs. Sex er et helt afgørende aspekt, og noget man taler ualmindeligt åbent om – selv på indkøbstur med sønnike i den ene hånd og svoger i mobiltelefonen i den anden.
Man kan næsten høre det, ikke? Det er meget svært at se Trust the Man som ret meget andet end et åbenlyst forsøg på at lave en Woody Allen film – uden Woody Allen. Et mislykkedes forsøg, skal det hurtigt bemærkes. For instruktør Bart Freundlich er ingen Woody. Og Trust the Man er i kreativitet, skarphed og charme på ingen måde Woody Allensk. Det er en god del mere sjofelt; langt mindre raffineret og med en ordrig dialog, der indlysende har ambitioner, men som er milevidt fra Allens knivskarpe, på en gang humoristiske og rammende betragtninger.
Tom, hjemmegående reklamemand og spillet af X-files’ David Duchovny, er besat af sex. Det er hans kone, Rebecca, succesrig teaterskuespillerinde spillet af Julianne Moore, ikke. ’Tom, du skal måske lade være med at rage på din kone helt så meget, og Rebecca, du skulle måske give din mand lidt mere sex’, lyder parterapeutens kompromissøgende forslag.
Elaine – evigt søde Maggie Gyllenhaal – er børnebogsforfatter og drømmer om ægteskab og børn. Nu. Det gør hendes kæreste, den dovne Tobey (Billy Crydup) ikke. Så han må uden for døren.
Men de elsker jo hinanden alle sammen. Spørgsmålet er selvfølgelig bare, hvor meget man skal gå på kompromis for at være sammen med dem, man elsker. Meget, synes at være det korrekte svar. Og er da også Trust the Man’s pointe. Men inden det står lysende klart i en stærkt opstyltet afslutning, så skal vi igennem en halvanden times tid med nogenlunde habilt om end lidt småkedeligt skuespil, hvor det faktisk er de mere lavkomiske sekvenser – dem der i grunden falder uden for filmens mere semikomiske ambitioner – som ender med at have den højeste underholdningsværdi. Som i Elaine og Tobeys lidt for højlydte skænderi om hendes nye fyr – den, åbenbart i mere end en forstand, velproportioneret serber, Goran; eller i Toms besøg i en selvhjælpsgruppe for sexafhængige.
Nødtvungent indrømmer jeg, at jeg tilnærmelsesvis smilede her. Måske i et desperat forsøg på at have noget at klynge mig til, midt i det åbenlyse eksempel på, at man ikke skal forsøge at lave en Woody Allen film. Med mindre man er Woody Allen selvfølgelig.
EKSTRAMATERIALE:
Fire slettede scener og en serie trailere udmærker sig ikke som imponerende. Én ekstramateriale-stjerne for det.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Scanbox.
