Skriv en kommentar
Der findes en række albums, der ligesom betyder lidt mere end de andre. Ikke nødvendigvis for den enkelte lytter, men for det enkelte band og ikke mindst for de snoede veje, musikhistorien bevæger sig rundt på. Det er plader, der både kunstnerisk og kommercielt mejsler sig ind i musikkens store fortælling. Altså plader som Beatles’ Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band, Pink Floyds Dark Side of The Moon, Michael Jacksons Thriller eller Nirvanas Nevermind. Alle albums, der på grund af kunstneriske landvindinger og ikke mindst voldsom kommerciel succes har cementeret et bands plads i Hall of Fame. At de enkelte orkestre sagtens kan have lavet bedre plader før eller siden står hen som en helt anden diskussion.
Til samme kategori hører U2’s The Joshua Tree. For med det album gik det irske band fra at være et innovativt og intellektuelt politisk rockband med enkelte hits på bagen til at høre til i den absolut tungeste ende af rockbranchen. Heldigvis har bandet formået at beholde sit politiske engagement gennem succesen, ja faktisk har de jo udnyttet succesen særdeles politisk.
Men det er en helt anden og længere historie. Den historie, som DVD’en om The Joshua Tree fortæller, fremstår bare langt mindre interessant end de mange andre historier, der findes om U2. Det skyldes mest af alt, at dokumentaren er skruet usandsynligt ringe sammen, ligesom det er beskæmmende, at det kan lade sig gøre at kaste så mange bolde op i luften uden at gribe nogen af dem igen.
Således bliver kommer seeren aldrig ind bag The Joshua Tree – det eneste, vi får, er løsrevne kommentarer fra bandet og bandets omgivelser om forskellige elementer, der skal medregnes i historien om en historisk plade. Bono siger, at pladen på overfladen slet ikke er irsk, men at den i kernen er irsk – løsreven kommentar. Bassist Adam Clayton fortæller om deres forhold til New Romantics-bølgen (Duran Duran, Human League osv.) – løsreven kommentar. På samme måde fortæller manager Paul McGuinness, om hvordan han og bandet blev tiltrukket af USA, og Elvis Costello, hvis rolle virker helt malplaceret, fortæller i starten, at han synes pladen er fantastisk. Men hvad skal vi bruge disse og mange andre små bemærkninger til, når vi de springer ud i hovedet på seeren fuldstændig løsrevet fra sammenhængen og uden nogen form for underbygning? For at få noget ud af disse elementer skal du selv have et indgående kendskab til musikhistorien som helhed og til U2 i særdeleshed. Og selvom du har det, så vil du stadig høre mere end tomme kommentarer og høre dem i en meningsfuld sammenhæng.
Dér, hvor dokumentaren går i detaljer, er i produktionen af de enkelte sange. Især pladens kæmpehits With Or Without You, Still Haven’t Found What I’m Looking For og Where The Streets Have No Name behandles omhyggeligt, men der bliver også plads til Bullet The Blue Skye og Running To Stand Still. Til at fortælle gør filmen brug af dels medlemmerne af bandet, dels af de to producere, der arbejdede med pladen nemlig Brian Eno og Daniel Lanois samt mixeren Steve Lillywhite. Eno og Lanois nørder rundt på meget charmerende vis ligesom guitaristen The Edge. De har alle en sans for detaljen og er gode til at fortælle om små fiffigheder i processen. Historien, om hvordan masterbåndet til Where The Streets Have No Name næsten blev slettet af en frustreret Brian Eno, er således meget skæg. Men i længden bliver nørderiet for meget, og filmen kommer til at mangle et ekstra perspektivniveau, fordi den hele tiden holder sig helt nede ved produktionen af pladen og ikke trækker sig op på et plan, hvor det er muligt at betragte pladen i forhold til resten af branchen.
Desuden virker det komplet tåbeligt, at mange af de sekvenser, der skal illustrere en given sang, stammer fra turneer, der ligger langt senere i U2’s både lyd- og performancemæssige karriere. Hverken ZooTv touren i 1992-93 eller PopMart touren i 1997-98 har noget som helst at gøre med Joshua Tree. Det giver forskruede tidsbilleder at vise bandet fremføre albummets sange på helt andet tidspunkt i deres karriere end det tidspunkt filmen påstår at handle om: Tiden før, under og lige efter Joshua Tree, der altså udkom i 1987.
Når denne mildest talt løse og tynde dokumentar oven i købet slutter af med halvanden kommentar omkring sangen The Sweetest Thing og derefter viser hele sangens video, så får jeg næsten udslet. For godt nok er det Sweetest Thing en sød og vellykket popsang, ligesom videoen har en herlig humor. Men selvom sangen var b-side til Where The Streets Have No Name, så hører den slet ikke hjemme i denne her sammenhæng og slet ikke i så udstrakt grad. For den version vi kender bedst, er den genindspilning, der blev lavet 11 år efter udgivelsen af Joshua Tree i forbindelse med bandets første Greatest Hits.
Var det ikke fordi pladens sange har så åbenlyse innovative kvaliteter, at det trods alt har lidt interesse at høre, hvordan de har indspillet guitar og vokaler, så var denne dokumentar umulig at trække sig igennem.
Ekstramateriale:
U2’s diskografi og de øvrige udgivelser i serien Classic Albums samt scene- og undertekstningsvalg kan vel dårlig kaldes ekstramateriale.
DVDen er venligst stillet til rådighed af BMG Danmark.
