Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Nøgternt må vi vel konstatere, at Internettet er kommet for blive. Behovet for eksponering er en stigende tendens overalt hvor man orker at kigge, og 15 minutters berømmelse er tilsyneladende fortsat en drøm for mange. Og hvad er så bedre til at få vist sig frem end Internettet? Hovedpersonen i ”Untraceable” har fået skruet sig en kioskbasker af et site sammen. Han indfanger, hvad der indledningsvis ser ud til at være tilfældige ofre og smider dem i et teknisk anlagt fælde. Forbinder sidens tæller over antal besøgende med en dræbende anordning. Resultat: jo flere besøgende, jo hurtigere dør ofret. Her har vi så det omvendte tilfælde, hvor ofret nok ikke ønsker eksponeringen, men desværre så er der jo salg i døden, så bagmanden får sin vilje og en indirekte eksponering, som viser sig at indeholde en slags morale.
Cyberkriminalitet skal selvfølgelig også bekæmpes, og Jennifer Marsh er FBIs haj på det område.
Med sin (surprise) nørdede makker bliver hun ansvarlig for at finde bagmanden. Da det første internetdrab ”kun” går ud over en kat, nedprioriteres sagen til at starte med, men da næste happening går ud over et menneske, eskaleres indsatsen. Problemet er bare, som titlen hentyder til, at bagmanden er fiks på tastaturet og ikke lige er til at opspore. Det duer ikke bare at ringe til udbyderen og bede om en adresse. Faktisk er han så dygtig, at han er – untraceable. Hvis man nu ønskede at underminere dele af historien, så kunne der sagtens sættes et par it-tekniske fingre eller to på holdbarheden, men det skal undlades her. Pointen er selvfølgelig, at skurken ikke bare er en gemen pornosurfer, men en forbryder i den tunge ende af skalaen. Kombinationen af ondskab og klogskab er set før med Hannibal Lecter som et lysende eksempel, men også Kevin Spaceys John Doe i Se7en minder lidt om et forbillede.
Desværre bliver man ikke så skræmt som i de to førnævnte eksempler, og en af hovedårsagerne er, at filmen simpelthen er alt for gennemskuelig. Man kan lynhurtigt regne ud, hvem det næste offer bliver, slutningen er voldsomt forudsigelig og karaktererne er yderst stereotype. Jennifer Marsh kan jeg næsten bedst beskrive som kedelig og en af den slags hovedpersoner, man egentligt aldrig kommer til at holde af. Dermed forbliver man indifferent overfor hendes skæbne.
Selvom filmen er bygget over så gennemtestet en skabelon, så holder den trods alt et ret højt niveau.
Primært på grund af plottes opfindsomhed. Vis mig den person, der efter at have set filmen påstår ikke at have googlet ”killwithme.com”, og jeg skal sørge for sne i juli. Og sekundært fordi filmen er bundsolidt skruet sammen med udgangspunkt i et allestedsnærværende og evigt akuelt medie. Det er bare gedigent håndværk.
Fin underholdning på en råkold efterårsaften, men ikke lige den type DVD-film, som man flasher forrest i samlingen på amagerhylden, når vennekredsens filmkendere skal imponeres.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
SF/Fox.
