Van Helsing : The London Assignment er en animeret efterfølger til spillefilmen om den mystiske vampyrjæger, Van Helsing, der sendes ud på farlige opgaver direkte fra Vatikanet. Året er 1889 og Van Helsing bliver sendt til London, hvor han kommer til at stå ansigt til ansigt med selveste Dr. Jeckyll. Van Helsing møder også den mere mørke side af Dr. Jeckyll: Mr. Hyde, hvis utilfredsstillende fritidsbeskæftigelse er, at dræbe unge kvinder i Londons natteliv. Efter hvert drab, opsamles de unge kvinders sjæl. Sjælene skal blandes sammen til en speciel drik, der kan holde dronning Victoria ung. Van Helsings nye mission bliver nu at redde dronning Victoria fra Dr. Jeckyll’s alter ego, der ikke er til at stoppe. Udover denne galning, bliver Van Helsing konfronteret med diverse vampyrlignende monstre. Heldigvis har V.H. et arsenal af våben, som redder ham i sidste øjeblik.
Her er nu muligheden for at opleve Val Helsing universet. Det er nu bare lidt tyndt, at den kun varer ca. 30 minutter, men det er vel en udmærket længde for en tegnefilm til tv. Det ville have været passende at placere denne tegnefilm som supplement til den rigtige Van Helsing dvd, men den har nu fået en udgivelse for sig selv.
Der er næppe noget nyt under solen med Van Helsing: The London Assignment. Med Van Helsing og hans forskellige våben er det bare Batman om igen. Sammen med det tager man lidt fra Jack The Ripper (kvinder der bliver dræbt med kniv) og historien om Dr. Jeckyll og Mr. Hyde – voila så har man Van Helsing: The London Assignment. Det positive er dog, at Hugh Jackman har lagt stemme til Van Helsing. Hugh Jackman spillede Van Helsing i spillefilmen. David Wenham har også lagt stemme til Carl, som er en person der ligeledes figurerer i spillefilmen.
Stilen i tegnefilmen minder om en blanding af de lidt ældre Transformers eller G.I. Joe tegnefilm. Der er brugt cgi effekter nogle steder og blandingen virker i det hele taget lidt spøjs. Det er ikke vildt imponerende. Det yngre publikum vil dog højst sandynligt være underholdt.
Havde tegnefilmen været en smule længere kunne det have været, at historien ville have fanget lidt mere.
DVD ekstra materiale
Det mest interessante ved denne dvd skal være ekstramaterialet. Der er en lang featurette – ”Van Helsing : Behind The Screams”, som omhandler tilblivelsen af spillefilmen. Her interviewes de medvirkende, instruktør, producere mv. Man får et godt indblik i hvor svært det har været at lave den rigtige film. Det er næsten mere interessant end selve tegnefilmen. Udover denne dokumentar er der The Making Of The Van Helsing Game, som tager et kig bag tilblivelsen af Van Helsing computerspillet. Derudover er der Game Traileren til computerspillet.
For ekstramateriale skal der gives 3 stjerner ud af 6. Det får dog ikke tegnefilmen løftet op over de 2 stjerner.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Universal Pictures.