Skriv en kommentar
Når jeg ser ordet vanskabt kommer jeg til at tænke på ”en udviklet på en unormal måde” – ”et forvokset væsen” eller ”en kalv med to hoveder”. (Det er måske derfor dele af rulleteksterne er delt i to spalter?) Men her er ordet ”land” sat bagefter – så et land med to hoveder.
I de senere år har vi fået mange storslåede islandske film, som sætter et mindretal på verdenskortet i den uendelige natur. Film som: Benedikt Erlingssons ”Kvinde på krigsstien” fra 2018, hvor hun går til kamp mod elektriciteten. Dagur Karis underfundige film fra 2015 ”Virgin Mountain” – hvor et gavekort på et dansekursus vender om på en lidt traditionel tilværelse. ”Lamb” fra 2022 om den barnløse Maria, som på en afsidesliggende gård overraskes i stalden. Og endelig Hlynur Pálmasons forrige film fra 2019 ”En hvid, hvid dag” om sorg og kærlighed, da en pensioneret politichef i landsbyen får mistanke om, at en bekendt skulle have haft et forhold til hans netop afdøde hustru.
I Pálmasons nye film Vanskabte land møder vi den unge uengagerede præst Lucas, som i slutningen af 1800-tallet bliver udsendt til den mest øde islandske tåge, hvor han skal bygge en trækirke til den lille menighed – alt imens han også er en ivrig fotograf. Mange af hans originale billeder bliver i filmens start erkendt som medvirkende til fortællingen. Vi følger i lang tid de besværligheder, Lucas har på hesten med den lokale kun islandsktalende Ragnar som guide, men bare dét at se Lucas ombord på skibet, hvor søsygen knækker ham helt – og da han senere imod den stærke islænding Ragnars vilje forårsager flodkrydsning i stærke strømme, filmet som om vi selv er med på hestens utrygge vej - og med det tolkens død – opleves det tydeligt, at Lucas ikke har Gud med sig. Her hjælper et stille flydende grønt firkløver ikke. Han når frem næsten mere død end levende, og får også den danske Carls familie at strides med, mens kirken er under opbygning. Og han beholder sin stædighed.
I en flot scene prøver Ragnar at holde en grøn olivenkvist frem for at vise sin interesse for den kristne religion – men den unge danske præst får det sværere og sværere – og selv en kærlig datter bløder ikke op.
Fotografen Maria von Hausswolffs kamera fylder hele det mindre lærred ud med de mest storslåede barske bjerglandskaber og nærværet i den glødende lava i gyldne farver, som æder sig ind i sindet, og vi mærker næsten på hvert billede den kolde vind på den nøgne krop. Pálmason har valgt det lidt gammeldags mindre format – så filmen bliver mere tæt, og bliver mere lig fotografiet.
Hovedrollen spilles glimrende upålideligt af Elliott Crosset Hove (f.1988) – som fik stor andel af Pálmasons film om livet i et dansk kalkbrud Vinterbrødre fra 2017. Og Ragnar spilles sandfærdigt af den hårde islænding Ingvar Sigurdsson (f.1963). Vigtigheden af det autentiske ses også i den døde hest, som er filmet fra himlen over et helt år – en hærgen sætter varige spor. En død hest, som Ragnar først senere erkender som hans islandske sejr. Lucas er parat til at sejle hjem, hvis muligheden er til stede. Men han er tabt for kræfter – mødt virkeligheden og vi ser i hans ansigt, at han har mistet det åndelige.
Vanskabte land er beviset på, at alle koloniherrer i verden bør kende de lokale, hvis de vil hjælpe og ikke udnytte.
