Skriv en kommentar
Vejen til Betlehem er en utrolig smuk film, som bør ses af alle, ligegyldig om man er troende eller ej. Filmen udgør i sig selv en fantastisk fortælling, som til tider efterlod mig åndeløs. Jeg blev fuldstændig opslugt af historien, som langt hen ad vejen formåede at balancere fiktion med bibelfakta.
Vejen til Betlehem er historien om de begivenheder, som lå til grund for Jesus' fødsel. Filmen bliver fortalt ud fra Jomfru Marias synsvinkel (fremragende spillet af den unge Keisha Castle-Hughes). Maria er en ung og uskyldig pige, som er ganske uvidende om sin skæbne. En dag dukker en engel op, og han fortæller hende, at hun skal føde Guds søn. Maria bliver fyldt af frygt, da hun er gift med Josef (Oscar Isaac), men stadig mangler at fuldbyrde deres ægteskab.
I en drøm fortæller en engel Josef, at det barn, Maria venter, er Guds søn. Josef beslutter sig derfor for at tilgive Maria for hendes synd. Da Kong Herodes har befalet en folketælling, må Maria sammen med Josef drage til Betlehem, som er den by, hvor Josef stammer fra. Det bliver en lang og hård rejse for den højgravide Maria, som ender med at føde sin søn i en stald i Betlehem.
Vejen til Betlehem er instrueret af Catherine Hardwicke, som ligeledes stod bag den kontroversielle ”Thirteen” fra 2003. Der er langt fra den skræmmende og samfundskritiske ”Thirteen” til den naivistiske bibelhistorie. Filmen var ikke desto mindre en overordentlig positiv overraskelse. Det intense skuespil, og de dramatiske scener rørte mig dybt. Jeg må rose Hardwicke, som udover at lave et velfungerende religiøst drama, har formået at tilfører filmen et humoristisk pift i form af de tre visemænd. Det er dejligt at se, at der er plads til både seriøsitet og latter i den klassiske bibelfortælling om Jesus fødsel.
Filmen er tæt på at være perfekt. Derfor ærgrer det mig også voldsomt meget, at Hardwicke i slutningen af filmen mister evnen til at skelne mellem elegant lovprisning og pompøs forherligelse. Hele scenariet omkring Jesus’ fødsel kammer, efter min mening, over og bliver kvalmende sukkersødt. Der er lidt for meget krybespil over scenen, hvor stemningen ødelægges af harpespil og forfærdelig ”englesang”, som lovpriser den nye frelser, mens alle de tilstedeværende bukker sig i støvet.
