Skriv en kommentar
En af vinderne af sidste års Sølvbjørn er en chokerende men dragende skildring af Guantanamobasen på Cuba. Den tager udgangspunkt i en ”lille” historie om 4 kammerater fra England ved navnene Asif, Ruhel, Shafiq og Monir, der i 2001 tager til Pakistan, da den ene af dem (Asif) skal giftes. Efter en række misforståelser ender de midt i kampens hede af USA's bombardementer af Taleban. Hele byens civilbefolkning flygter desperat, og Monir bliver væk fra sine kammerater. Resten bliver taget til fange, og bliver flyttet fra den ene voldsomme base til den anden, indtil endestationen siger Guantanamo. Igennem psykisk og fysisk tortur må de 3 kammerater igennem mange forhør og isolationsophold før der rent faktisk er nogen der tror på deres uskyld, en historie de har fortalt tusindvis af gange, 2½ år efter.
Vejen Til Guantanamo er en dokumentarfilm der fortæller en sand historie delvist igennem interviews med vores hovedpersoner, arkivmateriale og rekonstruktion. Interviewene med de rigtige mennesker der har oplevet det hele, er opløftende og naturligvis også realistisk. De fortæller historien med en positiv ånd, og de mener alle at de har lært noget af oplevelsen. Rekonstruktionen er filmens hovedvægt. Denne er optaget på DV, hvilket gør det til en naturtro oplevelse. Man lever sig simpelthen ind i historien, som skulle det være rigtige optagelser. Skuespillerne er ligeså utrolig ægte. Især taget i betragtning af, at de er helt nye i faget. De har en forståelse for indlevelse, man sjældent ser i Hollywoods største talenter. Filmen er som så ikke en lang nedtur, men med en pæn, lang og forventningsfuld opbygning virker ulykkerne mere utrolige og grusomme når de endeligt rammer. Men vor hovedpersoner er ikke til at knække, de nægter alt kendskab til Taleban, og en finder endda tid til en rap, der løfter moralen blandt fangerne, og hvor vi endelig ser en sympatisk soldat, der i denne situation takker for sangen. En opløftende scene der tilmed bringer lidt humor på bordet, som man også får at se i enkelte andre scener.
Michael Winterbottom er en kontroversiel og alsidig instruktør, der dog aldrig ligger skjul på sin politiske overbevisning. Winterbottom har en del film på bagen heriblandt 24 Hour Party People og Welcome To Sarajevo, to meget betydningsfulde film i Englands filmhistorie. I Vejen Til Guantanamo skildrer han så den ”lille” historie så objektivt som nu Winterbottom kan. I denne omgang deler Winterbottom instruktørstolen med Mat Whitecross, som ikke er en mand jeg kender meget til. Whitecross har arbejdet på få film sammen med Winterbottom og ellers instrueret et par kortfilm samt musikvideoer. Sammen har de skabt en film der udforsker de menneskelige værdier samt den generelle livskvalitet hos mennesket. Er det muligt at finde værdi i livet under ekstreme forhold? Filmen præsenterer os ganske vist for adskillige spørgsmål, men den får dem aldrig besvaret, og slutningen kommer lige så pludseligt, som da hovedpersonerne blev taget til fange. Det er måske også svært at tage sig den kunstneriske frihed til, at udforske de dilemmaer og spørgsmål filmen rejser, når filmen samtidig skal være dokumentarisk og realistisk, men det er en detalje vores instruktører måske skulle have overvejet før produktionen af filmen. Disse spørgsmål kan løses igennem filmens interviews.
Vejen Til Guantanamo er bestemt en seværdig film med masser af stof til eftertanke. Jeg vil især anbefale filmen til folk fyldt med fordomme overfor muslimer, og med det sagt kan den vist ikke blive mere aktuel i dagens Danmark. En dokumentarfilm er altid en svær størrelse at anmelde, for de har alle noget på hjerte; en historie skaberne brænder for at fortælle. Vejen Til Guantanamo skyder måske lidt for vidt, men underholder, chokerer og sætter hjernecellerne i gang gør den da bestemt.
Ekstramateriale er der intet af. Det er synd, for man kunne sagtens bruge et interview med de to instruktører samt skuespillerne.
Sandrew Metronome.
