Skriv en kommentar
Forstil dig, at du grundet ydre omstændigheder blev tvunget til at flytte til den del af Danmark, som du havde flest fordomme om. Med andre ord det sted, hvor taberne, udskuddene og de ubegavede boede. At disse fordomme typisk viser sig at have lidt hvis ikke intet, hold i virkeligheden, ændre ikke ved det faktum at filmfolk som Woody Allen, der i Annie Hall får sin hovedperson ud på en rejse, fra hans elskede New York til det solbeskinnede men forhadte Los Angeles, har brugt det til satiriske pointer. I nævnte eksempel sker det ved, at vores hovedperson er så fokuseret på hvor dårligt alting er, at han på grund af panikangst til sidst ikke kan trække vejret.
Nogenlunde samme frygtelige vilkår står postfunktionæren Philip Abrams(Kad Merad), der i sit forsøg på at holde liv i et skrantende ægteskab, svindler med sin ansøgning om en stilling ved den franske Riviera. Som straf sendes han på et toårigt ophold i den kolde og fattige Calais region i byen Bergues. Phillip er fortvivlet og det bliver ikke bedre, da han opsøger et gammel familiemedlem, der fortæller at udover kulden, er de lokale, kaldet Ch`ti(udtales noget i retningen af Sh´ti) umulige at forstå, da de taler en særlig dialekt bestående af elementer fra flamsk, fransk og hollandsk.
Konen nægter at tage med, til det alle i Phillips omgangskreds opfatter som jordens røvhul, og da han på vej i sin nye pendling tilværelse mellem arbejdet i nord og weekenden hos konen i syd, stoppes på motorvejen for at køre for langsomt, annullerer betjenten bøden, da han hører hvilken skæbne, der er overgået Phillip.
Fra start bekræftes alle Phillips fordomme(selvfølgelig, fristes man til at sige) om nordboerne, som da han i en af filmens sjoveste scener, kommer til at køre en af hans kommende medarbejdere Antoine(Danny Boon) ned, men langsomt trænger beboerne og egenes charme ind til Phillip. Da konen samtidig ud af sympati, en sympati han til dels får ved at overdrive de allerede eksisterende fordomme, bliver mere kærlig overfor ham, ser det hele ud til at løse sig. Lige indtil konen beslutter sig for at besøge ham...
Velkommen til Ch´tis der har været en af de største kommercielle succeser i Frankrig, er en humanistisk komedie, der på overfladen og i udgangspunktet er så fransk, som det overhovedet kan blive. Med sit spil på fordomme om Nordfrankrigs beboere og sprogforbistringer, afslører Danny Boon sit store flair for situationskomik, men også en varm beskrivelse af en egn han selv er vokset op i. Lad være, at man som dansker mister nogle nuancer i samfundssatiren, når den sproglige humor er ganske godt gengivet i filmens undertekstning. Hvad der ødelægger en ellers ganske fornøjelig film, er den momentvise tendens til at forfalde i farcens overdrevne situationskomik, der nok har sikret filmen sin brede folkelig appel, men som står dårligt til filmens forsøg på at komme fordummende fordomme til livs.
