Den aldrende Maurice (Peter O’Toole) og hans ven Ian (Leslie Phillips) er to gamle skuespillere der har haft mange gyldne år. De bruger dagen med småjobs som skuespillere og besøg på deres stamcafé, men deres liv tager en drejning da Ians niece, Jessie (Jodie Whittaker), flytter ind. Hun er ikke videre interesseret i at passe sin gamle onkel, men Maurice bliver betaget af den unge pige og begynder at bruge mere og mere tid sammen med hende. Alder synes ikke have nogle grænser i Maurices hoved.
Den 74-årige Peter O’Toole, bedst kendt fra ”Lawrence of Arabia”, vandt for 3 år siden en Æres-Oscar, men er til trods for alder og opnået status bestemt ikke færdig med filmbranchen.
Og gudskelov for det for ”Venus” er en fin, lille film hvor O’Toole brillerer som Maurice.
Jodie Whittaker der ses i rollen som Jessie brillerer ligeledes på lærredet på trods af at ”Venus” er hendes debut i en spillefilm. Filmen fungerer på grund af sammenspillet mellem skuespillerne. På den ene side er der modspillet mellem vennerne Maurice og Ian der er hysterisk og morsomt hvilket giver lader filmen hælde til komedie-genren.
På den anden side er der spillet mellem Jessie og Maurice hvilket lader filmen hælde til drama-genren pga den alvorlige tone og den mere seriøse del af følelsesregistret.
Enkelte af scenerne er intime og pinlige og balancerer på grænsen til overskridende.
Det er befriende med en anderledes kærlighedshistorie der ikke beskæftiger sig med ”smuk kvinde møder attraktiv mand”- klichéen.
”Venus” får fire stjerner for sin ærlighed og fine fortælling.