Skriv en kommentar
Filmatiseringer af teaterstykker er en lidt spøjs oplevelse. Nogle filmatiseringer kommer aldrig rigtigt væk fra teatret, og ligner derfor mest, at man har optaget stykket med et kamera. Andre gange formår filmmagerne at udnytte deres muligheder, evnen til at klippe mellem tid og sted på en måde, man ikke kan på teatret.
Venus i Pels er ikke et kompliceret stykke. Det har kun to personer, og de behøver kun ét rum for at fortælle historien om en teaterinstruktør og den skuespillerinde, der skal aflægge audition hos ham. Opsætningen er simpel nok. Det handler om mænd og kvinder, om magtforholdet mellem de to kønsroller, såvel som mellem instruktør og skuespiller, eller bare arbejdsgiver og arbejdssøger. Som så meget andet teater er fokus på dialog. Emner bliver taget op og synspunkter fremlagt, alt sammen i et forsøg på at få publikum til at tænke over dem.
Filmen når forbi en række forskellige emner, men dominerende iblandt dem er hele tiden magtforholdet mellem mænd og kvinder. Dette gælder både i deres professionelle verden såvel som i forhold til seksualitet. Filmen virker som en fremlæggelse af, hvor indsnævret man kan blive som menneske. Her er det sat op som en teaterforfatter/instruktør, der tydeligvis har et syn på hans værk. Han bliver så konfronteret af skuespillerinden, der viser sig at have et helt andet syn på både hans værk og den bog, det er udsprunget fra.
Efter min mening handler den samlede fortælling mere om, at få publikum til at tænke end at give dem nogle faste svar. Du skal ikke synes, at kærlighed er enten altruistisk eller egoistisk, du skal overveje det i den enkelte situation. Alt dette gør filmen til gengæld godt. Den bringer spændene emner op, fremlægger interessante synspunkter, og underholder undervejs. Det bliver aldrig dybt seriøst, og slutningen er en smule fjollet, men det gør ikke noget, for filmen aktiverer hjernen undervejs.
Jeg har ikke set teaterstykket, så det er svært at bedømme hvor meget nyt instruktøren Roman Polanski bringer til filmen. Det færdige resultat er godt, og hans valg af hovedpersoner virker solidt. For mig er der noget unikt fransk over dem begge, der flyder godt med de seksuelt centrerede emner der diskuteres.
Det er længe siden, T jeg har sat mig ned og set et så isoleret drama. Kun to skuespillere, kun et sted og så en helt masse ord. Men ordene var gode, de fik mig til at tænke og som sagt var jeg godt underholdt undervejs. Man skal sætte alle forventninger om action og traditionelt drama til side, men hvis man først er klar til at blive intellektuelt stimuleret, mens man småklukker af latter, så er Venus i Pels helt sikkert et fantastisk bud.
