Skriv en kommentar
Sybilla Tuxen har valgt at synliggøre russiske kvinders kamp mod systemet ved på forbilledligvis at finde tre unge forskellige kvinder: Alika fra Nordossetien i Sydrusland, Alyona fra Jakutien i Sibirien, og endelig Katya fra Penza, sydøst for Moskva. Vi hører om deres relationer til familien – hvor utrygheden i Rusland gør, at én af dem vælger at bosætte sig i Georgien – hvor hun tjener penge ved at sælge brugt tøj i en genbrugsbutik – og Alika bor hos stedfaren og drømmer om at leve et moderne liv – det er de tre kvinders største ønske. Men selv om filmen taler om rebeller – er det langt fra, hvad den første russiske kvindegruppe Pussy Riot fra 2011 – som lavede kollektiv handling i en kirke med fængselsstraf til følge – disse tre i filmen arbejder kun i egen interesse. De drømmer om at flytte væk. Mere end 100.000 russere er emigreret til Georgien på et år, hvor de kan leve visumfrit i ét år ad gangen.
Jeg synes filmen har alt for mange nærbilleder af de tre kvinder med deres cigaretter og næsten hele tiden natbilleder i skumle biler eller faldefærdige værelser – så vi slet ikke får landets strenghed at føle – jo gennem deres ord. Og vi får at vide at filmen starter i 2018 – men der kommer slet ingen andre årstal på skærmen, så vi ikke kan se hvornår de tre moderne kvinder er henne i forløbet, mens de sidder og kigger i deres telefoner. Og det bliver for meget, når samtalen hele tiden lyder: ”Fuck this war” og ”Fuch you” – som en af pigerne har fået tatoveret i et skaldet baghoved. – men alligevel siger én af pigerne: Tror du vi kunne have forandret noget, hvis vi var blevet?
Det er prisværdigt, at Sybilla Tuxen har valgt at give dem en stemme – da der ellers intet kommer ud fra oppositionen i dagens Rusland – men jeg synes godt nok vi har fået meget at vide om den russiske opposition ved at høre om Ukraine.
Filmen vil søge at give et poetisk og intimt indblik i kvindens livsforløb og fremtid i tidens Rusland – men jeg synes den mangler den kollektive menneskekamp mod en gal mand.
