Skriv en kommentar
I 1997 portrætterede Judi Dench Dronning Victoria i filmen "Mrs Brown" - med stor succes. En rolle, som hun blev Oscarnomineret for. Og også en rolle som hun passede perfekt til. Hendes varme og naturlige charme, men også noble og elegante personlighed emmer af royalisme, og derfor er det kun på sin plads, at hun har fået til opgave at spille rollen igen i "Victoria og Abdul". Filmen er baseret på Shrabani Basus roman 'Victoria & Abdul: The True Story of the Queen's Closest Confidant' fra 2010, der fortæller den dengang hemmelige historie om Dronning Victoria og hendes venskab med den ydmyge indiske kontorassistent Abdul Karim.
Et unikt venskab
Abdul Karim bliver på grund af sit gode udseende hentet til England for at overrække en ældgammel og sjælden værdifuld mønt til regenten i anledningen af hendes halvtredsårsjubilæum. Dronning Victoria er på dette tidspunkt meget gammel, og alt imens hendes familie er i strid, og hendes ældste søn Edward VII egentlig bare venter på at hun dør, tænder Abduls ankomst en gnist i hende, og de danner et usandsynligt venskab. Abdul bliver hverken populær hos tjenestefolkene, de adelige eller sin ven Mohammed, som også er med på rejsen, og som har et brændende ønske om at tage tilbage til Indien, men Victoria er meget fascineret af Abdul og hans verdenssyn. Så meget at hun bl.a. beslutter sig for at gøre Abdul til hendes Munshi med det formål, at lære hende urdu og koranen - selvfølgelig til hoffets store forfærdelse.
Judi Dench i verdensklasse
Når "Victoria og Abdul" virker som en dramakomedie, så er det takket være Judi Dench og hendes verdensklasseskuespil. Til trods for at hun efterhånden er oppe i årene, så har hun en ungdommelig gnist og en fantastisk humoristisk timing. Måske er der ikke tale om en Oscarpræstation denne gang for hendes vedkommende, men mindre kan bestemt også gøre det, når det er Dench vi snakker om. Hendes kemi med Ali Fazal, der spiller Abdul Karim, er skøn, og Fazal giver Abdul en naturlig sødme og uskyldighed. Dog bliver rollen aldrig rigtig tredimensionel, men det er mere manuskriptforfatternes skyld, da det virker som om, at de ikke har brugt nok tid på hans replikker. Men Fazal gør i hvert fald, hvad han kan med det, som han er givet. Desuden giver den for nyligt afdøde veteran Tim Pigott-Smith en underholdende præstation i rollen som den misfornøjede Sir Henry Ponsonby, der virkelig ikke er begejstret for Abdul og Victorias sitrende venskab.
Langtrukket tempo, men skønne billeder og musik
Tempoet bliver for langtrukken i den sidste del af filmen, og det skyldes måske mest Stephen Frears lettere rutineplagede instruktion. Det hele bliver udpenslet ned til mindste detalje, og i sidste ende bliver det for meget. Ikke mindst fordi det gør, at handlingen bliver for langsommelig. Et mere fast greb om filmen havde bestemt klædt den. Filmen fungerer meget bedre, når Dench får lov at udvise hendes naturlige talent for komik. For jeg skal love for, at der er mange øjeblikke i filmen, hvor hun får en til at trække kraftigt på smilebåndet. Til gengæld formår Stephen Frears og fotograf Danny Cohen at vise nogle fantastiske og virkelige indbydende billeder af England. Billedskønne er de fleste britiske dramaer heldigvis for det meste. Og så kan man jo også altid nyde Thomas Newman's formidable musik.
