Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Velkommen til det nye Vesten!, står der skrevet insinuant på omslaget til denne canadiske tv-serie, hvor nyrige oliemillionærer med Porsches og overdådige palæer bor side om side med jordnære rodeo- og kvægsamfund, forklarer omslaget videre. Nøøøj, hvor interessant, at velpolstrede dobbelthager ligefrem omgås muddergrisede farmers. Tænk dig de ulige børn, der forsøger at lege sammen. Det var da en idé, der ville noget.
Tilsæt dertil endimensionelle karakterer, hvor man temmelig hurtigt inde i forestillingen lurer den bossy, semislibrige patriark, den underkuede underdog af en søn, den mere dristige, lækkerbisken af en søn og den overforkælede, neddrægtige datter. Denne knap så familievenlige klan tilhører, but of course, den øvre del af det økonomiske hierarki. Rige mennesker er da bare så ucharmerende.
På kvægavlerfronten lurer vi straks altmuligdamen af en mor og hendes tre døtre; den maskuline få-det-til-at-ske-type, den happy-go-lucky frisindede vildbasse af en datter samt den yngste, adopterede indianer(?)-datter. Maggie Henry (Kim Huffman) hedder moren og efter sin mands død, får hun overdraget den smukke ranch, Rivercross, meget imod sin magtfulde nabos, David McGregors (Gary Hudson), ønske. David er velhavende, enkemand og brændt varm på Maggie, men da denne afslår hans flere år lange kurmageri, ser David mega meget rødt og beslutter sig for at overtage Maggies elskede ranch. Han får dog svært ved at overtale sine to sønner til at tage del i hans sleske foretagende, da hver af sønnerne er forelsket i de to ældste Henry-piger.
I Vilde roser får man altså serveret forargelige forviklinger til morgenmad, sprøde skandaler til brunch, chokerende afsløringer til frokost, fæle klammerier til aftensmad og heftige konfrontationer til natmad. Skabelonen er velkendt fra diverse sæbeoperaer, hvis hjerteslags impulser elektrificeres af alskens konfliktoptrapninger, der i sig bærer utømmelige potentialer til endnu flere. Og flere til. Scenen er sat i det velassorterede miljø, hvor daglige strabadser er trivielle must haves. Midtpunktet er blevet tildelt sensationelle luksusproblemer og saftige sidegesjæfter, der kan tiltrække villakvarterets husmødre, give dem sved på panden, sommerfugle i maven og søde fornemmelser i underlivet.
Vilde roser søger at genoptage arven fra dramatiske kultserier som Dallas (1978-1991) og Dollars (1981-1989), men hvor disse rent faktisk sitrede af spænding og var eminente til at iscenesætte en ordentlig cliffhanger, virker Vilde roser som en talentløs amatør, der skulle være blevet skudt ihjel ved brainstormingsbordet. I modsætning til sine indirekte forbilleder, formår serien heller ikke at montere nok kød på sine karakterer, ligesom ingen af de medvirkende til fulde etablerer deres tiltænkte proportion. Ingen er rigtig ond, ingen rigtig god. Seriens persongalleri er domineret af en gennemsyret mangel på rodfæstet karakterstyrke og –opbygning. Aktørerne er ganske enkelt for vage, for intetsigende, for meget intetkøn. Og taget i betragtning, at vi befinder os i overdrivelsens land alias sæbeopera-universet, virker denne brist som en direkte dødssynd.
At de varige og skiftende gnidninger er ligeså lidt interessante som udskillelsesløbet i Vild med dans og ligeså forudsigelige som den danske sommerregn, tilføjer ikke flere pluspoint til seriens kaliber.
Vilde roser, ja right. Nok snarere rådne roser.
http://www.soulmedia.dk
