Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Jeg elsker musik ligeså højt som film. På min vej til og fra arbejde samt selve arbejdet, bruger jeg Spotify til at lytte til nyt og gammelt, og får generelt lyttet til minimum 5 nye albums hver uge. Genrer betyder ikke det store for mig - om det er klassisk, pop, rock, metal, hip hop eller elektronisk gør mig ikke det store. Så længe det er godt. Derfor er jeg på alle måder målgruppen for en serie som “Vinyl”. 70’erne var fødslen for mange arter af rock, og mange legendariske bands fik deres fodfæste her. Med Martin Scorsese og Mick Jagger som skaberne af TV-serien forøges forventningerne kun, så når korthuset falder, giver det så stort genklang, at det kan høres og mærkes i årevis.
Seriens store fokus er pladeselskabet American Century og dennes leder, Richie Finestra (Bobby Cannavale). Det går ikke så godt for selskabet, og det står til at blive solgt. Da Richie bliver medskyldig i mord på en radiovært, begynder han at tage stoffer igen. Dette starter en åbenbaring, der sætter en stopper for salget, og snart ændre hele strukturen i American Century. Nu handler det ikke om sikre satsninger længere - Richie vil finde det næste store band.
Det er egentlig ikke så svært. Lav en TV-serie med nogle klassiske antihelte, undgå for mange klicheer og fokuser på musikken og stemningen fra 70’erne. Dette lykkes bare ikke for “Vinyl”. Serien er nemlig ikke særligt god, og det kan mærkes allerede i piloten. Plottet slæber sig afsted, karaktererne er umulige at holde af, klichéerne hober sig op, stemningen er så godt som ikke-eksisterende og sidehistorien med mordet på radioværten er alt-ødelæggende. Potentialet og ambitionerne er tilstede, og der er da øjeblikke, der er virkeligt gode - de er bare få og langt imellem. Øjeblikke hvor musikken og stemningen går op i en højere enhed, men allerede ved næste klip, bliver man hevet tilbage i den dødsyge historie, hvor vi følger en karakter, der ikke ligger langt fra Martin Scorseses seneste serie “Boardwalk Empire”.
Scorsese er glad for gangsterfilm og serier. Det hersker der ingen tvivl om. Han er også glad for The Rolling Stones, hvilket nok er årsagen til, at han er gået sammen med Mick Jagger om denne serie. Det er bare ærgerligt, at Jagger ikke rigtigt ser ud til, at have dem store indflydelse på Scorsese, der betræder alt for velkendt farvand med “Vinyl”. Han har nemlig gjort mafiaen en del af sin historie - igen. Det føles mindre ægte end tidligere, og spændingsscenerne samt de pludselige udbrud af vold er tunge og malplacerede. Der er dog nogle fine cameos imellem, og det der holder serien kørende er sidehistorien med bandet Nasty Bits. Desværre begynder serien allerede i tredje afsnit at gentage sig selv, og Richies forventede sammenbrud føles enormt fladt nær slutningen. Der er ingen overraskelser, og eftersom det er en HBO-serie, får vi også alle de typiske elementer herfra.
“Vinyl” sæson 2 er allerede blevet aflyst af HBO. Anmelderne og publikum har ikke taget godt imod den, så den ene sæson der er, føles naturligvis noget uforløst. Jeg har dog også personligt befundet mig længe nok i seriens univers, og kan kun anbefale den til musikentusiaster, der ikke har noget imod, at kede sig i timevis, for blot at opleve et kort godt øjeblik i ny og næ. En sidste positiv ting der skal nævnes er Bobby Cannavale - han spiller rollen som Richie virkelig godt. Selvom man ikke bryder sig om karakteren, kan man bestemt ikke klandre ham for noget.
Billede & Lyd - ⅚
Billedet er en smule unaturligt skapt, men serien er også skudt digitalt, så det er på forhånd forventet. Dog er hvert et billede detaljerigt, og på trods af skiftende instrukører, holdes alt fra farvetone til skarphed på et konstant og konsekvent niveau. Lyden er derimod direkte imponerende. Koncerterne føles ægte pga. lyden, der med skrigende publikum og støjende guitarer, skaber et realistisk og imponerende lydbillede. Selv i de mindre larmende scener, er lyden bemærkelsesværdig med lydniveauer der er justeret fuldstændig korrekt - dialog, effekter og musik går alt klart igennem, og skaber til tider den stemningen, som serien hungrer efter at besidde.
Ekstramateriale - 4/6
Der er kommentarspor på 3 af episoderne, som sagtens kan ses til nød. Det er castet der fortæller bredt om, hvad der er foregået bag optagelserne, og det er ganske underholdende at følge med i. HBO har til mange af deres serier skabt programmet Inside The Episode med en kort gennemgang og forklaring af episoden - det er der også til alle episoder (på nær en) til Vinyl. Det er ganske fint lige at bruge et par minutter på efter episoden, selvom det på ingen måde er nødvendigt. På den sidste disk ligger også en Making Of på 20 minutters spilletid, som er hele udgivelsens absolutte højdepunkt. Gid den havde varet en time, for her kommer vi (kort) virkelig ind i produktionen.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Warner Home Video.
