Skriv en kommentar
Det er så forbandet koldt. Der er sne til knæene, og pengene hænger ikke på træerne. Livet er en byrde i den lille armenske landsby, som vi lærer at kende i ”Vodka Lemon”. Folkene i landsbyen drikker Vodka Lemon for at klare hverdagen, og det gør de uden at sige meget til hinanden – men hvad skal de også tale om deroppe i de kaukasiske bjerge. Der sker jo ikke så meget. En ældre mand på gaden, en omstrejfende hund, en sjælden gæst på gennemrejse. Det er alt. Jobs er der ingen af, og elektriciteten svigter også, for tiden med sovjetisk forsyning er forbi.
Hamo tager hver dag bussen til sin kones grav, for hvad skulle han ellers lave? Med den lille ramponerede bus, er den smukke Nina også, men hun kører til samme kirkegård for at lægge blomster på sin mands grav, og sådan snegler filmen sig af sted. De lange dvælende indstillinger af mennesker, der slæber sig af sted i et goldt og fjendtligt landskab, er filmen. Undervejs sniger der sig en underspillet absurd humor ind, for de lange indstillinger, bliver ala ”Sange fra anden sal” så insisterende, at filmen balancerer mellem det tragiske og det absurd-komiske.
Personerne når vi aldrig rigtig at kende, men der er måske heller ikke så meget at kende ved dem, for deres illusioner synes brast, og forhåbningerne for en bedre fremtid beror allerhøjest på at møde en form for kærlighed - eller at tage en vodka lemon. Hamo forsøger i hvert fald at komme ind på livet af Nina, men hun er en mystisk eksistens, der sjældent svarer igen. Derfor bliver det til endnu flere ensomme busture, hvor en form for magisk realisme sniger sig ind, og chaufføren begynder at synge, hvad der formentlig er en kærlighedssang. Det er de små absurde tilfælde, der bærer filmen, og det er den stemning, som filmen insisterer på at holde os i.
Det er de meningsløse handlinger og den evige vandren, der gør filmen interessant. Men det er alligevel en underfundig interessant film, man oplever med ”Vodka Lemon”. Filmen er som sådan interessant nok, men den er svær at få hold på, for der sker jo ikke meget. Sidste år kunne vi opleve den underskønne ”Da Otar rejste” (Julie Bertucelli, 2003), der også foregik i et fattigt og udsigtsløst område i det tidligere sovjet (Tblisi i georgien). Begge film begræder ikke som sådan sovjettiden, men de forholder sig nøgternt til det ingenmandsland, faldet af det vældige rige har udløst. Som sådan er det små film, der alligevel beriger vores perspektiv.
En fabelagtig film er ”Vodka Lemon” ikke, men den er en interessant rejse til såvel et anderledes kulturelt som filmisk rum. Og det med den charmerende Hamo (Romen Avinian) i centrum, men filmen bæres ikke alene igennem ham. Den giver sig tid til at vise en række skæve indfald og mærkelige mennesker, som fascinerede mig, uden jeg dog tilnærmelsesvis forstod dem.
Men tag en ”Vodka Lemon” og gå i biografen for en anderledes stemningspræget film, som ikke ligner så meget andet.
