Det er egentlig alt for sjældent, at man lader sig fornøje af kortfilm. Det er ellers et format med rigtig meget godt at byde på, ikke mindst i kombination med animationsfilmens fantastiske frie tøjler. Animation er nemlig ikke bundet af virkelighedens fysiske love. Kan du tænke det og tegne det, eller på anden vis animere det, så kan det være sandt og rigtigt i animationens verden.
Animationsfilm har fordel af en herlig frihed. Måske er det også derfor, at der i animationsverdenen virker til at være et stort behov for at skubbe til grænserne, hvad angår historiefortællingen. Bare lige se hvad der er muligt, hvad der kan fortælles historier om, og på hvilke mange forskellige måder det kan gøres.
Netop sådanne eksperimenter gør sig rigtig godt i kortfilmsformat. Det kan være udfordrende og grænseoverskridende, uforståeligt og mærkeligt, eller, som det siges på engelsk, blot ‘short n’ sweet’, uden at man mister publikum undervejs. Det korte format kan rumme, det der skubber til vores grænser, og det er fantastisk at se VOID omfavne netop dette.
Kortfilm som forfilm
Der er masser af spændende, udfordrende, flotte og sjove animationsfilm i spillefilmslængde på dette års VOID, men sideløbende bliver der også gjort noget ud af kortfilmene. Det har været en af de helt store glæder ved årets festival. Inden hver forestilling belønnes publikum med en ekstra lille forfilm, en kortfilmsvisning der sætter stemningen an. Gid det var så vel, hver gang man tog i biografen. Udskift reklamerne med kortfilm - en ikke særlig økonomisk bæredygtig plan, er jeg godt klar over, men kunstnerisk belønnende ville det dog være. Det sker nu nok ikke i den nærmeste fremtid, så det er bare om at nyde de mange kortfilm, der præsenteres som forfilm, under VOID.
Indtil videre har det bl.a. budt på en rørende canadisk immigrant historie, en iransk opfordring til at tage det roligt og huske at slappe af her i livet, en lille lyspære der bare gerne vil høre til og nogle vanvittigt sjove og absurde spanske eksistentielle funderinger. Hver VOID forestilling har budt på en lille gave af en forfilm, oftest i særdeles høj kvalitet.
Et format der kan rumme det grænseoverskridende
VOID nøjes dog ikke med kortfilm som ‘bare’ forfilm til de længere forestillinger. De er centralt placeret i programmet som en selvstændig og væsentlig del af festivalen med otte forskellige kortfilmsserier.
Tirsdag aften viste VOID en serie bestående af ni film under overskriften ‘The Terror’. Her var film fra Japan, Holland, Tyskland, Frankrig, Sydkorea, Vietnam og Finland. Filmene var ligeså forskellige, som de var globale. På en time og 40 minutter kom publikum vidt omkring i både tone, stil og emner.
Der var de mere mediterende, poetiske film som den japanske Melting Down og den tyske Reflecting Black. To film der begge brugte animation til at udforske menneskekroppen, med stemningsgivende dystre undertoner til følge.
Nogle rykkede grænser med deres groteske indhold, som manden der holdes fanget i et hotel, indtil han underkaster sig hotellets bestyrelse og begynder at leve som en hund i The Client, eller som i Throttled hvor det så ofte seksualiseret sagnfigur, havfruen, pludselig vises i eksplicit seksuelt forhold til en mand. En scene der for alvor udstiller det groteske i havfruen som mytisk sexobjekt. Det er en rystende historie om magt, overgreb og dominans.
Der var også de mere rørende historier, som den ensomme urmager der har mistet sin familie, men pludselig står med et ur, der vist nok tilhører døden i Ticking Away. Kan han skrue tiden tilbage og snyde døden? Eller må selv urmageren indse, at tiden kun løber i en retning, og det er fremad. Tilsvarende rørende er historien om nogle orme-søskendepar, der søger det fede ormeliv i rådne æbler og kadavere. Under the Apple Tree giver et morsomt og originalt bud på, hvor zombier stammer fra og er overraskende indvirkende i sin skildring af orme og deres særegne familiebånd.
Cold Coffee var både rammende i sin skildring af sorg og chokerende i sin afslutning, mens den skrupskøre finske Wormhole fik gjort tykt grin med Sigmund Freud i en atypisk skildring af Wien i det skæbnesvangre år 1914.
Der var også plads til hæsblæsende action med den japanske film I can see you, hvor en ung bueskytte pludselig fanges i krydsild på sin egen træningsbane, men er det i virkeligheden sig selv, han jager?
Fælles for alle ni film var en evne og lyst til at eksperimentere og udfordre med de historier, der kan vækkes til live via en lang række animationsteknikker. Det er opmuntrende og interessant at se alle disse idéer blive præsenteret i et koncentreret format. Det giver troen på, at der findes mange kreative hoveder derude, der arbejder på at fortælle så mange forskellige slags historier i så mange forskellige former som muligt. Det er virkelig kun fantasien, der sætter grænser, hvis vi skal dømme på baggrund af det varieret udbud på VOID i år.
