Årets VOID festival stillede skarpt på alt det animationsfilmen kan, men som ofte bliver overset. Den voksne animationsfilm udebliver tit fra den regulære biografdistribution til fordel for børnevenlige nyheder fra Disney/Pixar og i ny og næ Studio Ghibli. Men animationsfilm er også for voksne. De kan være udfordrende, barske, grænseoverskridende, poetiske, sjove og rørende. Det viste VOID med et farverigt program, der spændte vidt i det kunstneriske udtryk, og som kom alle verdens hjørner rundt.
Canadisk kærlighedserklæring til det sammensatte menneske
Window Horses, hvis fulde titel lyder Window Horses: The Poetic Persian Epiphany of Rosie Ming, var en af de første film, der blev vist ved VOID i år. En charmerende canadisk perle med bunkevis af personlighed, der kom fra instruktør Ann Marie Flemings hoved, hjerte og hånd. Hovedpersonen Rosie er canadier, men hun er også af kinesisk og persisk oprindelse. Opvokset i Canada hos sine kinesiske bedsteforældre, med blot vage minder om den iranske far, der forlod hende, da hun var syv. Rosie er et produkt, af kulturer der mødes. Hendes forældre forelskede sig i hinanden, flettede sig ind i hinandens liv og bragte Rosie ind i verden. En verden der er kompleks, men befolket af mennesker der søger det enkle og det let kategoriserbare. Det er bare ikke så ligetil for Rosie, for hun har rødder mange steder. Hun nyder kulturelle indflydelser fra hendes ophav, såvel som fra det hun selv vælger til. Det er det, der gør hende så fantastisk. Det der gør, at hun er sig selv, og det hylder Window Horses. Det moderne menneskes sammensatte liv på tværs af kulturer, rødder og tilhørsforhold.
Mødet med sig selv i det fremmede
Rosie er poet. Eller det vil sige hun er en fastfoodmedarbejder, der skriver poesi i sin fritid. Poesi om Frankrig, et land hun aldrig har besøgt. Rosie er en selvudgivet poet. Men en dag inviteres hun til en poesifestival i Shiraz, Iran. Et eventyr venter, og Rosie tager afsted, til et land hun ikke kender, men som hun har en masse upræcise forestillinger om. I Iran er Rosie ikke den eneste fremmed. Der er kinesiske, tyske og amerikanske poeter ved siden af de mange iranske naturligvis. Hun er usikker på sin kunst, usikker på sig selv og sit eget ophav, men finder i mødet med det fremmed, og de mennesker der omgiver hende, plads til en åbenhjertig reflektion over sig selv.
Window Horses er en poetisk, morsom og rørende historie. Den skildrer med stor ømhed og knivskarp humor, hvor besværligt det er sådan rigtigt at vide, hvem man er, og hvordan man hører til her i verden. Den tager et smukt og personligt dyk ned i den uendeligt interessante dynamik mellem, hvor man kommer fra, og hvad man kommer af, og hvordan dette former én som menneske.
I portrætteringen af Rosie, en ung kvinde der begiver sig ud på en modig rejse for at lære sig selv som person og kunstner at kende, leger Window Horses frit med et levende og varieret animationssprog. Tegnestilen er det ene øjeblik enkel og naiv, det andet et overflødighedshorn af avanceret illustrationer. De forskellige udtryk væver sig ind og ud af hinanden i en velafstemt og inspirerende blanding.
Animationen som udtryksform kommer for alvor til sin ret, i det poesi og musik billedliggøres på opfindsom og bevægende vis. Morgenbønnen fra minareten strømmer ud og kommer Rosie i møde som farverige, bølgende bånd. De svøber sig om hende og byder hende velkommen til at tage del i byens musikalske start på dagen. Når den kinesiske digter DiDi læser sit digt op på kinesisk uden oversættelse, mangler publikum ingen undertekster for at forstå digtets mening. Luften omkring Rosie bliver pludselig kold og mørk. Lyden fra digtet kommer hende i møde, ikke som ord hun forstår, men som følelser der kommunikeres ved sprogets varierende lyde, tone og performance. Window Horses bliver her en hyldest til poesien og til kunsten. Kunstens evne til at gribe fat om folks hjerter og videreformidle selv de mest personlige oplevelser, gøre dem forståelige på tværs af kulturer og liv og derigennem skabe meningsfyldte forbindelser mellem mennesker.
Poesi som kulturel bro
Window Horses er på mange måder et kærlighedsbrev til menneskeheden. Den viser, det vi har til fælles og frydes samtidig over alle vores kulturelle forskelligheder og særheder. Det kommer der nemlig fantastisk kunst ud af og gennem kunsten, gennem poesien, kan vi møde hinanden og måske endda forstå den anden, som de præsenterer sig selv.
