Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Krister Henriksson er for mange den rigtige Wallander. På trods af nogle virkelig fine indspilninger af BBC med Kenneth Branagh i hovedrollen, der gav nogle interessante vinkler på figuren og nye, dystre sider af ham, så står Henriksson stadig skarpt som politimanden Wallander.
Den succes Henning Mankell har haft med sine talrige romaner om den svenske politmand er bestemt berettiget. Den er nogle gode, gedigne krimier, der tilmed har et interessant persongalleri. De er velskrevne med forankring i nutiden og nutidige problemstillinger uden at miste de klassiske krimitræk. Der er efterhånden lavet ikke så få filmatiseringer af Wallander, og den 22 i rækken – af denne svenske udgave – Dødsenglen følger falder fint i tråd med de øvrige.
I Ystad er et kor på turné. På premiereaftenen forsvinder et af medlemmerne dog sporløst. Umiddelbart ser det ud til at kvinden er forsvundet af egen fri vilje, men efterhånden dukker der spor op, der tyder på at hun er blevet bortført.
Wallander kommer på sagen og med vanlig stil begynder han at grave i kvindens omgangskreds. Politifolkene støder på hendes venner og familie, men finder også mennesker, der kun har kendt kvinden i al hemmelighed.
Det bliver en følelsesladet film, der tematisk bevæger sig i grænselandet mellem kærlighed og had – og løgnens giftighed.
Dødsenglen virker en smule rutinepræget et langt stykke hen ad vejen, dog forekommer der yderst overraskende plotdrejninger, der sender handlingen steder hen, man ikke lige havde forventet – og det er dejligt at der stadig kan ske sådan noget i en serie, der ellers har mange film på bagen.
På trods af rutine og en smule tomgang, så hører filmatiseringerne af Mankells hovedværker om Wallander stadig til det ypperste af nutidig krimi, der produceres for tiden.
SF/Fox.
