Skriv en kommentar
Lige siden Charlton Heston i 1968 vredt udbrød: "Get your stinking paws of me, you damn dirty ape", har Planet of the Apes, været et unægteligt kendetegn for Hollywood og en milesten i Sci-fi genren. Den første fra, som nævnt, 1968 er dog den mest genkendelige i en lang række af sequels og reboots, herunder Tim Burtons rædderlige og mærkelige makværk fra 2001 med stakkels Mark Wahlberg i hovedrollen. Men i 2011 udkom "Rise of the Planet of the Apes", der var et langt mere seriøst bud på et værdigt reboot. Filmen var ikke perfekt, men den havde i den grad potentiale og åbnede døren til et stort univers, der med rette fortjente at blive udforsket. "Dawn of the Planet of the Apes" var den absolutte succes, og med en visionær instruktør som Matt Reeves ved roret (DC-fans kan glæde sig over, at han skal instruere den nye Batman-film), endte "Dawn" både med at blive en af de største overraskelser og bedste film i 2014. Reeves har også instrueret 3'eren og gudskelov for det, for han sætter et gribende punktum i trilogien om den noble abe, Ceasar, og den endegyldige kamp om planeten.
Den endelige krig
Efter begivenhederne i "Dawn of the Planet of the Apes", hvor Ceasar's abeflok og en gruppe overlevende mennesker, der var immune over for virussen, der næsten udslettede hele den menneskelige verdensbefolkning, forgæves forsøgte at leve i harmoni og fred, søgte aberne ind i skoven og bliver nu jaget af den hensynsløse Oberst (Woody Harrelson) og hans store gruppe af soldater. Store personlige tab for Ceasar's flok bliver katalysatoren for, at Ceasar bliver tvunget til, at tage kampen op i mod Obersten. Med frygt for at blive forblændet af altopslugende vrede, ligesom den hævntørstige Koba gjorde i den forrige film, og at flere aber skal omkomme, står han i et stort dilemma, da det store opgør nærmer sig med hastige skridt. Hvem vil stå tilbage som den altdominerende race?
Kongen af motion-capture
Effekterne er som altid i særklasse, specielt motion-capture teknikken, som synes at blive mere og mere troværdig desto hyppigere den bliver anvendt. Her må jeg først og fremmest nævne Andy Serkis, som igen beviser, at han er den ubestridte konge af mo-cap. Men han er også en fremragende skuespiller, som i den grad fortjener en oscarnominering for hans præstation som Ceasar, hvis akademiet altså havde i sinde at belønne mo-cap artister. Det kommer nok desværre ikke til at ændre sig i den nærmere fremtid, men med eller uden oscarnominering, så er Andy Serkis fuldstændig fremragende som Ceasar. Ligeledes spiller Woody Harrelson utroligt overbevisende, som Ceasar's tragiske og brutale nemesis. "War for the Planet of the Apes" formår, i modsætning til "Dawn", at få en interessant menneskelig karakter ud på biograflærredet i form af Harrelson's Oberst, der matcher Ceasar's kompleksitet og nerve. Scenerne imellem de to kamphaner slår mildest talt gnister.
Harmoni møder kaos
Billedsiden er utrolig flot og Reves har et smukt, men også brutalt indtryk af, hvordan et dommedagsramt Amerika skal se ud. I stil med det mesterlige playstationspil "The Last of Us" (2013) og "The Walking Dead" (2011-) er byerne overgroet af træer og planter i ægte postapokalyptisk stil. Det giver filmen et harmonisk og naturalistisk udseende, men denne uskyldighed må betegnes som værende noget af en kontrast i forhold til de larmende eksplosioner og pistolskud, der hærger midt i den vilde krig. Musikken er igen lavet af Michael Giachinno, som er en af de førende indenfor filmmusik i øjeblikket. Han mestrer især, at kunne få musikken til at supplere de følelsesmæssigt betonede scener perfekt, men kan også sætte ild til det hele via nogle medrivende temposkift i soundtracket.
Det perfekte punktum
"War for the Planet of the Apes" er det perfekte punktum for trilogien og forhåbentlig går der et stykke tid før vi får endnu et reboot. Denne trilogi har fuldt ud fortjent at stå tilbage som værende en af de mest overraskende og spændende tilføjelser til sci-fi genren - og det er ikke mindst takket være Matt Reeves og Andy Serkis, der har muliggjort det.
