Skriv en kommentar
Instruktør og manuskriptforfatter Alex Garland udkom sidste år med filmen ”Civil War”. Selvom filmen var fiktion, satte den fortsat meget fokus på realismen og tonen, som bestemt kunne være en mulighed for nutidens USA. Derfor er det ikke så mærkelig, at Garland igen har kastet sig over en ny type krigsfilm i samarbejde med krigsveteranen Ray Mendoza. Dette er for at give et mere dybdegående indblik i krigens sande rædsler og konsekvenser.
Filmen kommer helt tæt på en gruppe amerikanske Navy SEALs, der er udstationeret i et irakisk hjem. Herfra overvåger de, de amerikanske styrkers bevægelser, mens de navigerer dem gennem oprørernes territorium. Selvom alt virker stille og roligt i begyndelsen, går der ikke lang tid, før der bliver kaos.
Kameraet klipper ikke væk. Det følger soldaterne tæt, minutiøst, og nogle gange helt klaustrofobisk. Det er som at sidde midt i det hele – som om man selv skal holde vejret for at overleve. Og i en reel tid på 95 minutter forbliver der spænding til det sidste. Også selvom det højt sandsynligt har føltes som en evighed for mændene. Det føles næsten som at se en dokumentar, hvor man komme helt op tæt på soldaterne og deres kampe.
Filmens lydside efterlader også et stort indtryk, at den er nærmest, er overvældende. Eksplosioner, skudsalver og stilheden før stormen er gengivet så præcist og effektivt, at det næsten føles fysisk i kroppen. Lyduniverset er en afgørende del af oplevelsen og understreger, hvor lidt der egentlig skal til for at skabe maksimal spænding – uden et eneste musikalsk underlæg.
Selvom man kan undre sig, at stort set alle soldaterne spilles af britiske skuespillere, fungerer det overraskende godt. Der er en grund til, at engelske skuespillere ofte spiller amerikanere i denne type film – de leverer simpelthen solidt, kontrolleret og realistisk skuespil uden behov for store armbevægelser. Der er noget troværdigt og nedtonet over deres præstationer, som passer perfekt til filmens mere dokumentariske stil. Især Joseph Quinn,
Will Poulter og Cosmo Jarvis gør det suverænt.
Filmen nægter at give os klassisk karakterudvikling, og det kan både ses som en svaghed og en styrke. Vi lærer ikke meget om soldaterne, men måske er det netop pointen - krigen æder identiteten op, og tilbage står kun rutinen, overlevelsen og tomheden. Og det evige budskab om, hvor meningsløst krig kan føles, når alt man står tilbage med er gode, sårede mænd med stærke efterfølgere.
”Warfare” er en krigsfilm, der skiller sig ud fra mængden ved netop ikke at prøve at underholde. Den forsøger ikke at gøre krigen spændende eller heroisk – tværtimod. Den er rå, grim og sitrende intens fra første minut - og det virker.
