Skriv en kommentar
Sådan lyder dialogen mellem 2 enker; en 8 årig tvangsgiftet indisk pige og hendes ældgamle forstander i den oscarnominerede ”Water” fra 2005. Lad dig rive med når den kvindelige instruktør Deepa Mehta puster liv i en af de mest sørgelige og farveløse hjørner af 1930’ernes Indien.
Mange spillefilm møder modstand når de skal realiseres on location langt væk fra studierne, men få oplever så megen tumult som ”Water” (2005). Deepa Mehta færdiggører med denne film sin element-trilogi efter at have udgivet ”Fire” (1996) og ”Earth” (1998). Filmene kredser om de stærkt konservative religiøse retninger i Indien der gør livet svært specielt for kvinder, i dette tilfælde, enker. Under premieren af ”Fire” i 1996, angreb fundamentalistiske grupper både biografer og publikum pga. filmens kontroversielle syn på hindu-religion og ”Water” er bestemt ingen undtagelse. Under indspilningen, er instruktøren selv blevet truet på livet og sets er blevet ødelagt hvilket resulterede i indspilning på Sri Lanka i stedet for Indien. Mehta tager heldigvis udfordringen op med det patriarkalse hjemland gang på gang og lader os versterlændinge få et kig ind i en barsk, men også vidunderlig verden.
Chuyia (Sarala) er en indisk pige der i en alder af 8, allerede er blevet gift, og kort tid efter, blevet enke. Vi følger hendes rejse fra et normalt indisk liv til en askese tilværelse i et fattigt kollektiv for enker. Den gudeskønne enke Kalyani (Lisa Ray), deler flere af Chuyias vanskeligheder ved at være indespærret i et enkekloster og de to finder hurtigt et søster sammenhold i Kalyanis værelse på 1. sal hævet over den beskidte midtergård væk fra den forstokkede ældre generation.
Udenfor de grå mure, er Narayan (John Abraham) lige blevet færdiguddannet jurist og han er, som mange andre unge i Indien i 1938, inspireret af Mahatma Gandhi i jagten på en løsning i konflikten mellem kolonimagten England og det ekstremt fattige hjemland.
Chuiyas hundevalp løber således en dag væk og ender lige i armene på Narayan og dermed præsenteres Narayan for Kalyani og den forbudte romance kan begynde…
Som det nok fremgår af plottet, er vi altså ikke vidner til en åbenbaring inden for original filmkunst. I en tid med altoverskyggende personligheder som Charlie Kaufman, er det farligt at have et for konservativt manus, så når ”Water” leder tankerne hen på Romeo & Julie, Moulin Rouge og Askepot må og skal der være satset andre steder… og det er der også. ”Water” viser sin styrke i den helt unikke charme og kemi der er skuespillerne imellem. Den unge debutant Sarala udviser stort potentiale, ikke mindst i samspillet med Lisa Ray der siden sin hovedrolle i ”Bollywood/HollyWood” (2002) er blevet proklameret en af de kommende store verdensstjerner.
Ellers er der noget eksotisk charmerende ved filmen der f.eks. kommer til udtryk i filmens bollywoodske musikscener der hører de fleste indiske film til. Dog ikke så alle bryder ud i spontan dans, men eksempelvis spiller Narayan med på det musikalske tema i filmen på fløjte, hvilket er en lille ting, men det er disse små ting der fortryller publikum og gør ”Water” større.
Visuelt, er ”Water” i særklasse. Fra de farvestrålende indiske pragtdragter til de støvede landsbykorridorer, er alt filmet med flot lyssætning og den ene spændende komposition efter den anden. Fotografen Giles Nuttgens har arbejdet med flere af Mehtas film. Bl.a hele element-trilogien og de to ”Young Indiana Jones” afsnit hun instruerede for George Lucas i 1990’erne. Inspirationen fra Hollywood og hendes gamle kollega G. Lucas da heller ikke så svær at spore. F.eks. i filmens stærkt James Horner-inspirerede Braveheart-møder-Titanic soundtrack.
”Water” er en politisk kommentar og et kærlighedsdrama, men komiske elementer viser sig også i velfungerende scener hvor Chuyia bliver nødt til at kommunikere mellem de to elskende da Kalyani ikke er tilladt at tale med fremmede mænd. Desværre bliver nogle af de dramatiske pointer gentaget lidt for mange gange. Lad mig forklare: fremhæver man tekst på papir med en markør lidt for mange gange, opløser papiret og teksten falmer. Papiret opløser dog aldrig helt i ”Water” og helhedsindtrykket forbliver en ikke-nyskabende, men fin, hjertevarm og tankevækkende film.
