Skriv en kommentar
Trekantsdramaer har filmhistorien masser af eksempler på, med titler som ”Flintesønnerne” (1956), ”Pearl Harbour” (2001), ”Brødre” (2004) – og nåh ja Twilight filmene ”New Moon” (2009) og ”Eclipse” (2010). ”Water for Elephants” er endnu en film i denne række, og den byder da heller ikke på de store overraskelser. Til gengæld er den tro mod sin genre – romantisk drama – og man er indlevet hele vejen igennem.
Indledningen er typisk og virker hver gang. Vi er føler os godt tilpas fra starten af, for vi ved, at vi er i fortællerens trygge hænder. Derfor kan vi glide lidt længere ned i biografsædet og nyde. Her er ikke nogle grimme overraskelser med en hovedperson, der pludselig kradser af i utide. Denne type indledning bliver eksempelvis også brugt i ”Edward Saksehånd” (1990) og ”Tictanic” (1997). I ”Water for Elephants” er den gamle dame dog byttet ud med en gammel mand, der vil fortælle os en hel unik og gribende livshistorie gennem et langt flashback.
Den gamle mand hedder Jacob Jankowski og får i en alder af 93 år forvildet sig ind i et cirkus. Direktøren forsøger at hjælpe ham hjem, men da han endelig lytter til ham, tager Jacob ham med 70 år tilbage i tiden. Her starter historien om 23-årige Jacob, der ikke når at færdiggøre sin uddannelse som dyrlæge, da hans forældre pludselig dør under tragiske omstændigheder. Han står tilbage uden tag over hovedet, midt under 1930´ernes depression, og den håbløse situation får ham til at pakke sine få ejendele og hoppe på det første det bedste tog. Og hvilket tog! Det viser sig at være Benzini Brødrenes cirkustog, et tog, der ændre hans liv for altid. Han bliver ansat som dyrlæge og skal sammen med direktørens smukke kone Marlena optræne den nyindkøbte elefant Rosie, der skal vende cirkussets økonomi. Den hårdt pressede cirkusdirektør tvinger Rosie i manegen for tidligt, og da nummeret kikser, lader han sin vrede gå ud over det forsvarsløse dyr, til Jacobs og Marlenes store vrede. Det knytter dem tættere, de forelsker sig, men det går ikke hendes mands næse forbi. Han strammer båndet om dem begge, og pludselig er det ikke kun dyrene, han lader sin vrede gå ud over.
Trekanten i dette drama består af Reese Witherspoon og hendes to tilbedere Robert Pattinson, som den unge Jacob, og Christoph Walz, som cirkusdirektøren August. De spiller alle tre godt, men særligt Walz brænder igennem lærred med sine små stikkende ondskabsfulde øjne og skarpskårne hageparti. Som i ”Inglourious Basterds” (2009), hvor han spillede nazi skurk (en rolle der indbragte ham prisen som bedste skuespiller ved Cannes festivalen, en Oscar, en Golden Globe og en stribe andre priser), bliver han i to timer indbegrebet af djævlen på jorden. Han spiller overlegent rollen som den sygeligt jaloux ægtemand, der er en tikkende bombe og kalder alle, på nær sine betalende gæster, i den mest nedladende tone, for ”children”. Hans konkurrent er førsteelskeren Robert Pattinson, der helt sikkert vil trække mange yngre kvinder til biograferne (og tja nok også de lidt ældre). Han er den unge mand, som hun ikke må få, men som kan være hendes udvej ud af helvede. Pattinson spiller overbevisende rollen som den rodløse Jacob, der nægter blot at se til mens dyr og mennesker bliver gjort uret. En karakter der ikke ligger lagt fra hans tidligere roller i ”Twilight” filmene og senest det romantiske drama ”Remember Me”.
Filmen er baseret på bestselleren af samme navn, skrevet af Susan Gruens, der udkom i 2006 og lå 12 uger på New York Times´ bestsellerliste. Richard LaGravenese omdannede kort tid efter bogen til et filmmanuskript og den fremstår som en utrolig troværdig historie, trods den eventyrlige omdrejningspunkt – cirkusset. Denne troværdighed opbygges, dels pga. den historiske rammehistorie om depressionen, dels pga. Marlenas og Jacobs baggrundshistorier. Jacob har ingen familie tilbage og som Marlena siger, så er hun i cirkusset ”star attraction”, men derude er hun intet, ligesom alle andre. Ingen af dem har noget at vende tilbage til, 1930´ernes depression er en hård tid og derfor er de villige til at tage store chancer for et bedre liv.
Særligt i scenerne i cirkusmanegen er der gjort meget ud af det visuelle udtryk. De gul/røde støvede billeder i slow motion, der akkompagneres af flot klassisk musik, skaber et drømmende udtryk, der står i skarp kontrast til det grå hjem som Jacob forlader efter sine forældres død. Disse drømmende scener understøtter fortællingen om at cirkusset var et stykke af himlen, og at det blev hans redning.
”Water for Elephants” byder som sagt ikke på de store overraskelser, hvilket er med til at trække lidt ned, men trods det, tilfredsstiller den ens indre tøsegen med en rørende historie og en flot mand. Det er en klassisk romantisk fortælling- selvom det ikke er prinsen, der er på den hvide hest, men cirkusprinsessen.
