Skriv en kommentar
I la Drang Valley - der efterfølgende fik tilnavnet the Valley of Death, dødens dal, i en lille lysning på størrelse med en fodboldbane, bliver oberst Hal Moore (Mel Gibson) og 400 andre soldater fra det amerikanske 7. luftkavelleri, d. 14. november 1965 omringet af 2.000 nordvietnamesiske soldater. Det efterfølgende slag er ikke blot det første egentlige slag mellem Nordvietnam og USA, men også et af de blodigste i Amerikas historie. We Were Soldiers skildrer kampen som en hyldest til disse mænds indsats, og deres omsorg for hinanden.
Harold G. Moore er i dag pensioneret general, og det er på hans selvbiografiske roman om tildragelserne, at filmen bygger, centreret omkring hans lederskab kampene igennem, og hans forsøg på at undgå den skæbne der blev det 7. kaveleri til del under General Custers ledelse knap 100 år forinden ved Little Big Horn.
We Were Soldiers er svulstig som Braveheart og patriotisk som Pearl Harbor, to film som instruktør Randall Wallace også har på samvittigheden. Filmen er et studie i politisk korrekthed, vi får et anti-rascistisk indslag, fjenden skildres med respekt, der er absolut ingen der gør noget forkert nogetsteds, alle medvirkende er lydefri og smukke. Good Clean American Family Entertainment!
Der løftes i rigt mål fra de "store" vietnamfilm:
Vi får som filmens eneste humrostiske indslag Sergeant Major Basil Plumley (Sam Elliott) i rollen som den seje major der altid er god for en rå bemærkning, og er både immum og upåvirket af kuglerne der flyver omkring ham, præcis som Kilgore (Robert Duvall) i Apocalypse Now.
Ligeledes er fiffet med den grundige skildring af familielivet inden kampen, og krydsklippene mellem kampscenerne og livet hjemme i USA betænkelig tæt på den originale ide fra Deer Hunter.
Til gengæld er We Were Soldiers i modsætning til Apocalypse Now og Deerhunter på ingen måde en udviklingshistorie, Hal Moores kristne tro er uforandret og upåvirket af de voldsomme oplevelser han gennemgår.
De skildrede landskaber associerer ikke i udbredt grad til Vietnam, og er da også skudt on location i Californien...
Ligeså lidt som det klædte Julia Roberts med trutmund i Ocean's 11, ligeså lidt pynter den nyindsprøjtede collagen på Madeleine Stowes overlæbe, endvidere giver den hende et lettere fåret udtryk der filmen igennem, i rollen som Hal Moores hustru Julie, gør det svært for tilskueren at tage hende helt alvorligt som selvbestaltet leder af soldaternes hustruer på basen i USA.
Gibson leverer en overbevisende præstation som Moore, han har nu også øvelsen, dette er den fjerde krigsfilm han medvirker i. Men måske er journalisten Joe Galloway (Barry Pepper) den eneste person vi rigtig når ind til, den eneste af personerne i filmen med et mere nuanceret udtryk.
Kampene er knap så nervepirrende ulidelige som i Black Hawk Down selv om det ikke skorter på død og lemlæstelse, men måske er de 30 år der er til forskel på kamphandlingerne en del af forklaringen. Filmsproget er set før og bedre, både i Platoon og Saving Private Ryan.
Det er svært at tro at We Were Soldiers er skabt før generalerne tog til hollywood og bad om patriotiske film til kamp mod terrorismen.
