Lad os slå et smut tilbage til 80’erne, hvor en ung duo på blot 5 år gjorde sig til en del af den udødelige musikhistorie. Dog skulle der en helt række tilfældigheder til, førend at de blev allemandseje. Hvad ville der mon være sket, hvis ikke den nye kiksede dreng i klassen ikke havde fået plads ved siden af Andrew? Hvad mon der ville være sket, hvis ikke et demobånd var havnet i Mark Deans postkasse? Hvad ville der mon være sket, hvis ikke der havde været et frafald i Top of the Pops, sådan at vennerne Georgios og Andrew fik chancen i stedet? Den kiksede Georgios og den ranglede Andrew var arbejdsløse teenagere, men blot få år senere lå hele verden for deres fødder. “Young Guns”, “Bad Boys” og startskuddet “Wham! Rap” fik pigerne til at hvine. Wham! var her og der og alle vegne.
Netflix har netop nu premiere på en dokumentar stykket sammen af kronologiske interviews med Andrew Ridgeley og George Michael (som den nyskabte persona kom til at hedde). Du ved, dem som folk nu dyster om at holde fra livet hver jul. Altså være den i vennekredsen som kan undgå “Last Christmas” i længst tid. En af de største juleklassikere nogensinde. Velkendte sange som “Wake Me Up Before You Go-Go”, “Club Tropicana”, “The Edge Of Heaven”, “Freedom”, “I’m Your Man”, “Everything She Wants” og “If You Were There” skabte hysteri ud over alle grænser. Blot 3 albums blev det til, før end det uundgåelige split up kom, og stemmen tilhørende George Michael gik solo. “Careless Whisper” og “A Different Corner” havde nok allerede sat skibet i søen, og Michael endte som en af Englands mest elskede artister, selvom journalister og berømmelsen i det hele taget skadede Michaels sind og velvære. Hans skæbne er nok velkendt for de fleste, men dokumentaren her er fyldt med energi, glæde og optur. I år er det 40 år siden, at Wham! pladedebuterede. I morgen udkommer i den anledning så “Echoes From The Edge Of Heaven”, som må betegnes som den ultimative Wham!-compilation.
Gennem Andrews mors utallige scrapbøger får vi et grundigt indblik i hele Wham!s karriere. Debutalbummet “Fantastic” er netop fantastisk og går ret hurtigt nummer 1, og Wham! er lige der, hvor ambitionen var til at starte med. Men… Ridser i lakken opstår efterhånden. Andrew slår op med sin kæreste Shirlie, korsanger og danser i Wham! Georges kærlighedsliv er besværligt, for inderst inde har han en anden slags tænding end den gængse og velansete for samtiden dengang. Tilmed kommer til lidt friktion på de indre linjer i Wham!, for hvem er egentlig bedst til at skrive sange til duo’en? George eller Andrew? Den simple popformel begynder langsomt at irritere pressen, som tager afstand fra sangenes indhold. Det gør ondt på duo’en, som ikke føler sig taget alvorligt.
Wham! giver dog ikke så let op, og tager på en travl turné gennem Storbritannien, hvor det er tydeligt for enhver, at Wham! har en massiv fanbase at falde tilbage på, når tingene er svære. Vi får en masse live-optagelser og får her et indblik i idoldyrkelsen af de to unge fyre. Alt har som bekendt en ende, og det gjaldt også for Wham! Netlifx-dokumentaren her retfærdiggør helt klart duo’ens kortlivede, men massive indflydelse på tiden, ungdomskulturen og musikbranchen. Den er grundig som bare pokker. Skulle man få lyst til at følge George Michaels videre musikalske eventyr, så er der netop dukket et portræt op på TV2 Play, som kan anbefales. Wham!-dokumentaren her vælger bevidst at holde sig til tosomheden og hatten af for det. 4 flotte stjerner for en fuldendt produktion, som kan vække minder hos gamle fans, men også få nye musikelskere til at spærre øjnene op og slå lyttelapperne ud.