Skriv en kommentar
When You’re Strange afdækker historiske og tidligere usete optagelser af den berømte rock kvartet The Doors. Den giver ny indsigt i den revolutionære virkning af dens musik og afslører et intimt perspektiv på den kreative kemi mellem trommeslageren John Densmore, guitarist Robby Krieger, keyboardspiller Ray Manzarek og sanger Jim Morrison.
The Doors en af USA's mest ikoniske og indflydelsesrige rockbands. Ved brug af optagelser skudt mellem bandets 1965 dannelse og Morrison fra 1971 død, When You’re Strange følger bandet fra gangene på UCLA's filmskole, hvor Manzarek og Morrison mødte hinanden, til de stadier af udsolgte arenaer.
I 1991 lavede Oliver Stone filmen ”The Doors” om det ikoniske amerikanske rockband, der blev verdenskendt for deres musik, men lige så meget for deres karakteristiske forsanger Jim Morrison og hans upolitiske adfærd. Filmen var baseret på The Doors epoke, men vægtede mere Morrison og co’s Rock & Roll stormisbrugende modkultur hippielivsstil. Filmen blev stærkt kritiseret af bl.a. de resterende medlemmer (Jim Morrison døde alt for tidligt i en alder af 27 år) og specielt keyboardspilleren Ray Manzarek har udtalt sig kritisk overfor portrætteringen af Jim Morrison som alkoholiker og flere af filmens unøjagtigheder og skæve fortolkninger.
Ray Manzarek udtalte i maj 2008, at en ny film var på vej om det ikoniske band. I hans egne ord: “This is the anti-Oliver Stone. This will be the true story of the Doors".
Det er svært at være helt upartisk som anmelder, når man skal anmelde en film om, efter min mening, et af verdens bedste bands nogensinde. The Doors kan for mit vedkommende få mig til at lukke ned for omverdenen og ind i en trance, intet andet musik kan gøre. Blandingen af de rytmiske instrumenter, hippierocken, Jim Morrisons (og Robby Krieger) syrede poetiske tekster, bringer en særegen harmoni frem og en lyst til at opleve 60’erne og 70’erne og gøre verden til et bedre sted på ægte hippiemanér.
Filmens hovedperson er selvfølgelig Jim Morrison, ligesom han var den karismatiske frontfigur og hovedperson i bandet. De tre andre John Densmore, Robby Krieger og Ray Manzarek bliver portrætterede mere i baggrunden, ligesom det også var tilfældet i virkeligheden. Men de 3 havde en ligeså stor rolle i bandet som Morrison, hvilket også gjorde udslag i, at de fleste sange i The Doors periode er krediteret hele bandet, og ikke enkelte personer.
Filmen trækker med selvfølgelig klare paralleller til samtidens store politiske omvæltninger i USA med ungdomsmodkulturen, attentater, Vietnam-krigen og den senere omstandende konservative politiske styring. Selvom The Doors ikke selv mente bandet var politisk orienteret, var det klart en motivator for den opstandende modkulturs fremspring fra anden halvdel af 60’erne hvor også bandet blev dannet (1965). Parallellerne bliver frembragt ved hjælp af en stor mængde arkivmateriale for periode, som selvfølgelig også er til at klargøre filmens kronologi.
Selvom at, som tidligere nævnt, Ray Manzarek har udtalt sig kritisk overfor Oliver Stones portrættering af Morrisons misbrug, kan det ikke undgås, at være et stort omdrejningspunkt i denne film også. Morrisons misbrug var en stor del af hans liv, specielt i sidste halvdel af bandets levetid og bliver som bekendt sandsynligvis også årsagen til hans død i 1971. Man kan ikke komme udenom, at specielt Morrison indtog store mængder stoffer og alkohol, men dette var jo heller ikke unormalt i tiden. Og de fantastiske billeder fra The Doors sceneoptrædener illustrerer ofte hvor langt væk han til tider var og hvor rolige og sympatiske hans bandmedlemmer virkede.
Titlen When You’re Strange henviser til et af The Doors store hits; ”People are Strange” og er selvfølgelig en velvalgt titel til en dokumentar om et af historiens mest syrede bands og mest anderledes forsangere. Instrueret af instruktøren Tom DiCillo, hans første dokumentar, fortæller den historien om The Doors stiftelse, opstand til berømmelse, koncerterne, turbulente tider (Morrisons misbrug, den skandaløse koncert i Miami i 1969), genopstandelse og til sidst hans død, i næsten kronologisk orden – album for album.
DeCillo har så valgt at inkorporere Morrisons eksperimentalfilm ”HWY” om en blaffer, som får et lift i en Mustang på landevejen mod Los Angeles og senere bliver morder, som udover at passe til stilen af billeder, virker malplaceret og irrelevant for filmens egentlige historie. Men derimod er Johnny Depps sprøde fortællerstemme, der supplerer billeder, en rolig og rar oplevelse og giver filmen en bekvem og afslappet atmosfære.
Filmen kaster ikke noget nyt lys over The Doors, som vi ikke før vidste, også selvom der er kommet nyt arkivmateriale til. Men den vil stadig være ganske underholdende for Doors fans og andre, som gerne vil kende historien om et af de mest ikoniske, karismatiske og syrede rockbands i musikhistorien. Om ikke andet, så bare for at gense The Doors på det store lærred og mest af alt nyde det, det hele drejer sig om; The Doors musik.
