Skriv en kommentar
På sin vis skiller Where to Invade Next sig ud fra Moores tidligere film med sit fredelige fokus på bløde værdier – og så er det alligevel et skarpt input til den igangværende valgkamp i USA. Filmens titel lægger op til endnu en ombæring af vanlig konfrontatorisk Michael Moore-humor. Det viser sig dog snart, at pointen bag titlen i realiteten er yderst fredelig. Moore beretter, at han af Joint Chiefs of Staff er blevet bedt om at hjælpe med at finde ud, hvorfor USA har tabt den ene krig efter den anden siden 2. verdenskrig. Hans svar er klart og kontant: Træd tilbage – og send mig i stedet! Derefter sætter Moore kursen mod Europa for at finde ud af, hvilke værdier og forklaringer han kan rane og tage med hjem til staterne igen.
Første stop er Italien. Et land som ikke har gjort stort væsen af sig i krigssammenhæng på denne side af Romerriget, men som alligevel har høj produktivitet på arbejdsmarkedet, selv om der er lange ferie- og fraværsperioder, herunder også ved indgåelse af ægteskab og ved fødsler. Og så er der kantineforholdene. Lange frokostpauser hvor der er tid til at køre hjem for at samle familien i ro og mag. Virksomhedsejerne,i hvert fald dem der bliver interviewet i filmen, ser disse forhold som naturlige goder, der i sidste ende sørger for netop høj produktivitet og udbytte.
Frankrig bliver også besøgt, og bliver fremstillet i samme retning som Italien, ikke mindst i forhold til forholdet mellem ledelse og medarbejdere. Et forhold der i sin kerne går igen i Tyskland, hvor Moore bemærker, at det er forbudt ved lov for en leder at kontakte sine medarbejdere uden for arbejdstid. I Tyskland bemærker Moore desuden, hvor stor vægt der bliver lagt på at lære af historien og hvor vigtigt det er ikke at glemme det nazistiske rædselsregime og Holocaust.
Her bliver der trukket en skarp kontrast til Moores USA, hvor man så vidt muligt fejer forholdet til indianerne og slaverne ind under gulvtæppet og indretter valgsystemet, sådan at sorte der er dømt og/eller er, eller har været, fængslet, især for narkoforbrydelser, ikke må stemme. Simsalabim. Så har man løst problemet med vælgere, der kunne formodes at antaste det politiske establishment. Krydsklipningen til George W. Bush og Ronald Reagan lader ingen tvivl tilbage om Moores placering i det politiske landskab.
Turen går derfra videre til Slovenien,som Moore næsten konsekvent udtaler som Slovakiet,også over for landets undervisningsminister. Et land hvor uddannelse er gratis, også for udlændinge – hvilke blandt andet amerikanske studerende nyder godt af i forhold til et hjemland, hvor penge er en væsentlig forudsætning for at gennemføre et studie.
Norge, Tunesien og Island må derefter stå for skud, og det bliver trukket klart op, at kvinders forhold og rettigheder i disse lande, og i Moores fremstilling, ligger langt foran Guds eget land. Det er interessant, ikke mindst fordi Tunesien, har fokus på kvinders rettigheder, behandlingstilbud i sundhedsvæsenet osv. som USA kunne lære en hel del af.
På vej mod filmens konklusion kommer turen til Island. Et land, der kan bryste sig af have haft Europas første kvindelige præsident og verdens første demokratisk valgte kvindelige statsoverhoved. En konstatering som leder Moore til at fremhæve, at den eneste bank som kom helskindet gennem den islandske finanskrise, var ledet af kvinder.
Mødet med en gammel bekendt ved resterne af Berlinmuren leder til refleksion over, hvilke værdier Moore har samlet op på sin erobringstur gennem Europa og Tunesien. Det går op for ham – og det er i grunden ikke en spoiler, for tankerne må under alle omstændigheder udvikle sig hos tilskueren med hensyn til, om Moore har klare, veldokumenterede pointer eller om han bare er en venstresnoet fantast – at der i overvejende grad er tale om amerikanske kerneværdier. Som de blev formuleret af USA's Founding Fathers i nationens Declaration of Independence.
Formen i Where to Invade Next er velkendt. Moore lunter gennem filmen og stiller sine spørgsmål på et tilsyneladende uoplyst og naivt grundlag. Resultatet trækker klare forskelle frem mellem USA og Europa, samt Tunesien. Om detaljerne i arbejdsmarkeds-, barsels- og ferielovning holder vand, så firkantet som disse emner bliver beskrevet i filmen, skal jeg ikke kunne sige.
Jeg vil blot holde mig til, at som grundlag for at fremme en seriøs debat om de emner, som filmen sætter fokus på i forhold til USA, er filmen ganske fortrinlig. Hvis nationen ellers kan praktisere freedom of speech, så vil dét resultat måske slet ikke være så ringe endda.
