Skriv en kommentar
Forlægget til musicalen ”Wicked” er den amr. roman “The Life and Times of the Wicked Witch of the West” udgivet i 1995 og skrevet af Gregory Maguire, som igen fandt sin inspiration fra det fabelagtige og uhyggelige univers i filmen ”Wizard of Oz” fra1939. ’The Wicked Witch of the West’ blev vakt til live af den amr. skuespillerinde Margaret Hamilton, som med sit sorte tøj, sin kost og grønne hudfarve fik gjort heksen til sin egen og siden hen blev den ikoniske figur, som er blevet spillet/sunget utallige gange verden over. Filmselskabet MGM var nødt til at klippe scener ud af filmversionen fra 1939, fordi Margaret Hamilton var for uhyggelig.
Musicalen ”Wicked” er nu blevet til en film, delt op i to dele eller akter. I første akt bliver vi lynhurtigt introducerede til venindeparret Glinda (spillet af Ariana Grande og fejlkastet synes undertegnede anmelder), som bliver den gode heks fra Øst og Elphaba (spillet/sunget med et nærvær af Cynthia Erivo), som ender som den onde heks fra Vest. De optages begge på Shiz universitet for trolddom og ved et tilfælde kommer de til at bo på værelse sammen. I begyndelsen kan de ikke udstå hinanden, men finder hinanden i en slags hjemmelavet dans udført af Elphaba. De sætter sig for at gå imod ’the Wizard of Oz’ (spillet af en charmerende og lidt for venlig Jeff Goldblum), fordi dyrene i riget Oz/Smaragdbyen bliver buret inde og har ikke længere frihed til at ytre sig eller tale. Musicalen krydres med en overfladisk romantisk ’ménage-à-trois’ og med prins Fiyero (spillet kækt og prof. af Jonathan Bailey) plantet i midten af de to hekse. Hans soloscene med sang og dans får sat ’fut i fejemøget’ og hele persongalleriet kommer i svingninger med dans og sang. Det samme gælder når Elphaba alias Cynthia Erivo synger musicalens hovednummer ”Defying gravity”, mens hun står på kanten af en kløft og skuer over det mørke hav og hvirvelvindene omkring hende bliver kraftigere og kraftigere.
Det er musiknumrene og æstetikken, som er højdepunkterne i en meget tynd fortælling. Desværre føjer de velsungne duetter af Erivo og Grande ikke noget dybere til fortællingen eller giver patosstemning, men får den modsatte effekt. Der opstår ’tomhed’, fordi ingen følelser eller indlevelse er på spil, især ikke fra Grandes endimensionelle og overdrevne glatte karakter som den gode heks Glinda. Grande formår ikke at puste liv og nærvær i hendes karakter. Modsat Erivo som leverer de bedste øjeblikke, når hun skildrer hendes karakter Elphabas sårbarhed i stedet for hårdhed og vrede. Det er en helstøbt skildring med varme, hjerte og sjæl og oveni synger Erivo fantastisk, hvilket vi allerede hører i begyndelsen af første akt, hvor Erivo synger ”The Wizard and I”.
Effekter/kostumer/design fremfor substans synes at karakterisere de seneste musicalfilm fra 2024 og her går ”Wicked” godt i hånd med ”Joker: Folie à deux” fra 2024, hvor indholdet ligesom i ”Wicked” også udebliver, men sangene løfter og søger at kompensere for det manglende indhold, men det er ikke nok, selvom det begge er musicalfilm.
”Wicked” er en al for lang musicalfilm på 2 timer og 41 min. I slutningen står der ”To be continued” og filmens korrekte titel er ”Wicked: Part one”. Vi må krydse fingre og tæer for, at del to eller akt to ligger tættere op ad den 300 sider lange roman, så historien og dybden kommer med i musicalfilmen.
