Skriv en kommentar
Filmen Wiener-Dog består af fire forskellige historier, der bindes sammen af en lille pølselignende gravhund med navnet ”Wiener-dog”. ”Wiener-dog” har gennem sit korte liv flere forskellige ejere, og det er de forskellige ejeres tragiske og komiske skæbner filmen handler om.
Den første ejer er den ni-årige dreng Remi, der får hunden af sin far, til stor irritation for moren. Hunden passer ikke ind i deres perfekte og moderne hjem, og Remi får streng befaling om, at han skal lade den blive i sit bur, indtil den er renlig. Da drengen ved et uheld kommer til at gøre hunden syg med diarre, skaber det et uforudset kaos, som kulminerer i en yderst morsom samtale om livet og døden mellem den lille dreng og hans skamløse og upædagogiske mor, eminent spillet af Julie Delpy.
Velkendte karakterer
I næste historie følger vi den kiksede ”Dawn Wiener”, som trofaste Solondz-fans vil kende fra hans gennembrudsfilm fra 1995 Welcome to the dollhouse. Dawn, som spilles af Greta Gerwig, er nu blevet voksen og arbejder som dyrlægeassistent, men er stadig akavet og ensom. Da hun som den nye ejer af gravhunden skal købe hundemad i det lokale supermarked, starter et nyt eventyr for hende. Hun møder sin gamle klassekammerat Brandon, som på samme måde er en tilbagevendende karakter for Solondz.
Det er et velkendt trick fra Solondz side på denne måde at genoplive gamle karakterer, som han bl.a. også gjorde i filmen Life during Wartime fra 2009, der var en efterfølger til hans anmelderroste film Happiness fra 1998. Er man fan af Solondz tilføjer det noget ekstra til filmen, da det er sjovt at gense de gamle og elskede karakterer.
Solondz viser også i denne film sin tydelige begejstring for alt hvad der er skævt, kikset og akavet. Men enkelte steder bliver denne stil lidt for tydelig og kommer til at virke påtaget, som da Dawn og Brandon tager sig af Brandons bror og hans kæreste, der begge har Downs syndrom, og som begge er nogle flade og stereotype karakterer.
Filmens fire historier repræsenterer forskellige stadier i livet: barndom, ungdom, voksenliv og alderdom, og den tredje historie handler om den midaldrende filmskoleprofessor Dave Schmerz. Som de andre af filmens karakterer lever han et trist og meningstomt liv, hans elever finder ham uinspirerende, og han kæmper med at få nogen til at læse sit filmmanuskript. Denne tredje historie er måske filmens mest deprimerende, men samtidig også den mest overraskende, da gravhunden bliver et afgørende led i et dramatisk og overraskende plottwist.
I den sidste historie har gravhunden fået hjem hos en aldrende dame, der får besøg af sit barnebarn og dennes mærkeligt klædte kunstnerkæreste ”Fantasy”. Hvad der først lader til at være en historie om en bitter gammel dame, viser sig at blive en rørende beretning om skæbne og død, da den gamle dame hjemsøges af personer hun kunne være blevet, hvis hun havde taget andre valg i livet.
Det sjove i det meningsløse
Alle fire historier handler på forskellig vis om store emner som livet og døden og det faktum, at vi ikke kan ændre på vores skæbne. Historierne er alle tragiske, og har Solondz en morale må det være, at du lige så godt kan give op, da historien nok alligevel ikke ender lykkeligt for dig. Det er på den måde en typisk Solondz-film, da hans film ofte kredser om det meningsløse i tilværelsen.
Til at opveje den tunge og opgivende meningsløshed er dog en gennnemgående sort og absurd humor, som gør at filmen alligevel føles let og levende. Det er en virkelig sjov film, og det skyldes ikke mindst den lille gravhund med den sjove krop, som i midten af det hele med sin blotte tilstedeværelse får ting til at ske. Samtidig overrasker historierne flere steder, og karaktererne er morsomt uforudsigelige.
