Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Den fjerde film i DC’s animerede univers omhandledede primært Wonder Womans oprindelseshistorie, og fik det passende navn “Wonder Woman”. Siden da er der sket en hel del, og Justice League er forlænget blevet en samlet og genkendelig enhed. DC’s animerede univers er efterhånden ret enormt, og det snubler tilmed over sig selv engang imellem. På den måde omhandlede den allerførste film Supermans kamp mod Doomsday, som faktisk fik en omskrivning i den nylige “The Death Of Superman”. Ja, DC bider sig selv i halen engang i mellem, og det sker endnu engang med “Wonder Woman: Bloodlines” der giver et lidt andet bud på Wonder Womans oprindelse, dog uden at gøre den første film uholdbar.
“Wonder Woman: Bloodlines” er ikke meget anderledes end spillefilmen om Wonder Woman med Gal Gadot i hovedrollen. Nuvel, den foregår ikke under første verdenskrig, men Steve ender efter en krig mod Darkseids tropper på Wonder Womans ø for fem år siden, og Wonder Woman tager til menneskenes verden på bekostning af hele sin stamme, for at redde verden. Denne kamp er allerede vist i tidligere film, så filmen springer frem til nutiden, hvor en ny trussel bringer hende tilbage for at redde hendes veninde og tidligere hjem fra udryddelse fra guden Medusa.
Der er et eller andet, der går skævt lige fra starten af i “Wonder Woman: Bloodlines”. Kærlighedsforholdet mellem Wonder Woman og Steve kommer ud af det blå, uvenskabet mellem hende og Vanessa giver ikke mening og når Medusa i slutkampen bliver hevet op af hatten, virker det nærmest direkte latterligt. Plottet stormer afsted med en enorm hastighed, og alle karakterudviklinger lider på baggrund af dette. De bliver simpelthen utroværdige. Dette er virkelig synd, for mulighederne og ambitioner er skam til stede, men i troen om at animerede film skal afvikles ligeså hurtigt som tegneserier, snubler instruktørerne Justin Copeland og Sam Liu over deres egne ben. Med flere ånderum og mere spilletid havde “Wonder Woman: Bloodlines” sikkert været enormt vellykket, for når slutkampen sætter i gang og klimakset topper, er filmen enormt engagerende og spændende.
Humoren i filmen er en smagssag. Mest læner den sig op af one-liners ala tegneserieregi, men når Wonder Woman tæmmer en minotaur, der bliver hendes husholderske, er ikke et øje tørt. Stemmeskuespillet er svingende, men Rosario Dawson er dog glimrende i hovedrollen. Animationerne er knap så skarpe som de fleste af DC’s animerede film, og virker ofte lidt stive i det. Derfor ender filmen som et middelmådigt misfoster, der momentvis er helt til hundene og andre gange helt sublim. Dette er den 36. film i rækken, og bestemt ikke det rigtige sted at starte, men har man allerede stiftet bekendtskab med disse film før, behøver man nu ikke at have set de tidligere for at kunne følge med. Det anbefales dog. Ikke mindst fordi langt de fleste er bedre end denne.
Ekstramaterialet består af en kortfilm i Sandman-universet, et kig på den næste film i DC’s animerede univers, et preview af nogle tidligere film, et kig på karakteren Cheetah samt et par Batman-tegnefilm. Mængden er glimrende, og det er helt klart værd at kigge igennem.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Twentieth Century Fox Home Entertainment Warner Bros.
