Skriv en kommentar
Hvor mange gange har vi ikke set zombier i diverse spillefilm? Hvor tit har vi ikke skullet forholde os til vira og diverse epidemier i samme format? Hvad er det så fortsat som fascinerer os ved denne forsamling af levende døde som hungrer efter af smitte de raske? Og hvad er det som derved udløser at zombie-filmene skylles ud i æteren i stride strømme?
World War Z er seneste skud på stammen, og den spiller i den grad med musklerne. Zombierne er mere aggressive og kyniske – og så pisker de derudaf som en steppebrand, så man er helt ude over deres Dovne Robert-mentalitet med at slæbe sig af sted mens der udelukkende kommer nogle barnlige mumlelyde fra deres læber. Til at klare ærterne, har man smidt Brad Pitt forrest, som den altopofrende tidligere FN-efterforsker Gerry Lane.
Hvad der starter som en rumlende mavefornemmelse om at noget er galt, tager så sandelig hurtigt fart for Gerry og hans familie. På få øjeblikke forvandles den bilkø de sidder i, til at panisk inferno som der kun er en vej ud af. Klø på speederen og håb på det bedste. Det gælder om at komme væk. Langt væk! Glubske zombie-horder sluger så at sige alt de kommer i nærheden af, og epidemien tager til på verdensplan. Da den biolog, som myndighederne sætter deres lid til i form af en kur, begår selvmord, så er gode råd dyre og Gerry ser ingen anden udvej end at han må tage kampen op for at redde menneskeheden.
Det skulle være så episk, og så er det faktisk nærmest uspiseligt. Ja, der er masser af flotte sekvenser og den er rigtig lækkert pakket ind. Man kan sagtens føle spænding og være fint underholdt. Men kradser man lidt i overfladen, så er der altså ikke rigtig mere at komme efter. Det er bulder og brag i to timer, remplaceret af tomme flasker. Pitt som netop har rundet 50 år, har haft masser af fornemme præstationer via Seven, Inglorious Basterds, Legends Of The Fall, Meet Joe Black m.fl., men her er han eklatant gået galt i byen. Rollen som Gerry Lane kunne være spillet af hvem som helst, og hans faren rundt til lands og i luften på flere kontinenter, er ren og skær ligegyldighed. Filmen kan ikke engang finde ud af om den vil være følelsesporno a la de langt bedre Contagion og Outbreak, eller rendyrket zombiefilm a la Night Of The Living Dead og den slags. At vælge begge dele er et selvmål af rang, og jeg ved snart ikke om jeg skal græde eller grine – eller begynde at heppe på zombierne, så Pitt og de andre helte kan komme af dage, så filmen når en ende.
Er World War Z virkelig så ringe? Tja, det jeg anfægter er at en regulær b-film forsøger at påkalde sig a-film-potentiale. Direkte ud på video, og så på med den en søndag formiddag, se så havde den nok været tålelig. Men så meget som filmen har været hypet som sommerblockbuster og så rumme så lidt indhold, det koster en lussing lige på venstre kind. Når man samtidig holder det op mod instruktør Marc Forsters tidligere præstationer, så har man ret til at være skuffet. Han står trods alt bag succes'er som Monster's Ball, Stranger Than Fiction, Finding Neverland, Drageløberen og 007-filmen Quantum Of Solace. I anledning af julen lader jeg filmen få en middelkarakter, lige med det yderste af neglene.
Bonus-materialet er ganske udmærket. Man kommer grundigt rundt i de forskellige enheder der udgør ingredienserne i World War Z. Her gås lige til biddet uden omveje. Hurtigt fokus på det som er det essentielle, dog ikke uden en vis form for selvros fra producer og teamet bag.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Paramount Home Entertainment I/S.
