Skriv en kommentar
Med Vin Diesels navn øverst og alene på plakaten til XxX (udtales Triple X) er der lagt op til en røvsparkende actionfilm, som man klogeligt også markedsfører filmen som. Vin Diesels oprindelige navn er Mark Vincent, og han har på et ret tidligt tidspunkt i sit liv ændret navnet til et mere hårdtslående Vin Diesel. Hans navn var så populært at selveste David Lettermann gennemførte et helt Late Night Show alene på at kommentere dette navn. Lettermann synes sikkert (ligesom undertegnede) at navnet er direkte latterligt. Hans karriere indenfor filmen begyndte ellers med en kortfilm, Multi-Facial, der i 1995 blev vist på Cannes Festival. Her blev han opdaget af Steven Spielberg, der gav ham en rolle i Saving Private Ryan. Siden har den stået på drengerøvsfilm med titler som The Fast and the Furious og nu også XxX.
Anslaget i filmen minder i høj grad om en James Bond-film. En amerikansk agent af den gammeldags slags prøver at infiltrere en gruppe terrorister kaldet Anarki 99, der er dannet af forsmåede ex-soldater fra Ruslands hær. Agent bryder ind til en privatfest med selveste Rammstein på scenen og han skydes brutalt ned. Hjemme i USA sidder den øverste i agenturet NSA, Agent Gibbons (Samuel L. Jackson), og kan konstatere, at man må bruge et nyt slags våben i kampen mod den grumme gruppe terrorister. Man headhunter derpå den skaldede spradebasse, Xander Cage (Vin Diesel), der på sin egen lidt freestylet måde og i amerikanske øjne selv er en anarkist, da han både surfer i vand og sne. Man tester Xander, som af venner blot kaldes X, og han bliver sendt på mission i Prag, hvor Anarki 99 hører til. De bærende kræfter i Anarki 99 er Yorgi (Marton Czokas) og Yelana (Asia Argento)(der spilles måske på de matematiske betegnelser X og Y) - og det antydes svagt i begyndelse, at sidstnævnte måske selv er på en mission for et andet nationalt sikkerhedsagentur.
Filmen er genremæssigt nærmest i agentgenren og læner sig kraftigt op ad James Bond-filmene. Gibbons er M, en anden agent med forstand på teknik laver alle mulige smarte gimmicks til Xander, som Q i Bond-filmene, og mange af skurkene og selve handlingsforløbet er som taget ud af en James Bond-film. Selve Xander besidder både snilde og mandlig maskulinitet af den stygge slags - og jeg afslører naturligvis intet ved at sige, at han også ordner Yelana på behørig vis. Men i modsætning til James Bond-filmene mangler man den britiske aristokratcharme, som så mange har gjort udødelig ved at spille Bond.
Historien er ligeså ensidig, som man desværre kunne forvente. Godt nok er kommunismen i Rusland en færdig historie, men så koger man gerne op for noget andet ved at skabe nogle andre anarkister, som evigt gode amerikanere kan smadre med deres fordomme og hule ideologier. Selv om Xander har en lidt blakket fortid, er det ingenting i forhold til de onde russere. Sidst i filmen, da helten kaster sig ud fra et katapultsæde i en bil for at lade sig fire ned på en løbsk båd med bakterieologiske missiler, folder han en faldskærm ud, der er designet som et Stars and Stripes-flag - en scene, der for øvrigt kostede en stuntman livet. Jeg glæder mig over ikke at have spist en bøtte popcorn inden, da den uden tvivl villet have landet på gulvet i ny flydende form, så kvalmende den scene var.
Skuespillet er temmelig jævnt. Vin Diesel er ikke særlig god. Han ligner en oppustet Adam Sandler, men hans one-line replikker grænser til det pinlige, hvor Adam Sandler dog trods alt har et komisk talent. Samuel L. Jackson, som er vansiret i den ene side af hovedet (måske fordi han faldt i søvn på en kogeplade, da han læste manus), holder trods alt niveuaet oppe, men hvad han laver i sådan en film, er mig en gåde. Marton Czokas er new zealandsk (han var med i Lord of the Rings), der kan sin russiskengelsk skurkeaccent lige så godt som Gary Oldman i Air Force One, men der er generelt et sprogproblem, idet man oplever, at russerne skiftes til at tale russisk og engelsk til hinanden alt efter, hvor meget vi skal forstå. Dette er ikke et nyt problem, men det har aldrig rigtig fungeret i nogen film - og gør det slet ikke i denne. Højdepunktet på det skuespillermæssige plan er Asia Argento, en italienerinde med talent i blodet, der faktisk spiller godt som en person, der er splittet mellem godt og ondt. Hun er den eneste, der formår at skabe lidt dybde i sin karakter, hvor andre forbliver flade som pandekager trods deres akavede fysisk.
Action er der nok af, drenge. Der er både til lands og til vands og en snowboardscene, hvor Xander helt urealistisk distancerer en lavine i over fire minutter (som om jeg vil acceptere, at andre end James Bond kan den slags). Men det er ikke actionens overdrevne karakter, der nager mig. Det er den overdrevne stilisering af actionen, der i den grad får en til at krumme tæerne sammen. En ganske “almindelig” forcering af et ti meter højt hegn på moto-cross cykel synes at være filmet fra 20 vinkler og gengives i en kvalmende slow motion, som man rigtig kan dvæle over det i den grad
ligegyldige.
Når en elendig film af Rob Cohen, der instruerede The Fast and the Furious, Miami Vice og den i akademisk kredse populære generation X-serie thirtysomething, kan få så meget plads i de danske biografer, mens et mesterværk fra Sverige (Lukas Moodyssons Lilja 4-ever) kun bliver sendt ud i tre kopier i to byer i Danmark, gør det mig så edderrasende som filmelsker, fordi man endnu en gang må konstatere at de danske filmdistributører tæppebomber os med filmindustri, mens filmkunsten ikke synes at interessere dem en tøddel. Til skræk og advarsel kan jeg meddele at
indspilningerne til XXX2 er begyndt i august. Summa summarum: Asia Argentos glimtvise talent og Rammsteins indledende cameo-optræden, er den eneste grund til, at filmen fortjener stjerner - og de må deles om en enkel af slagsen.
