De var vilde sammen, da de begge var i 20’erne. Nu har de passeret de 30. Og de 35 også for den sags skyld. Carl Peterson (Matt Dillon) er netop nygift; har slået sig ned i nyt hus med sin smukke hustru, Molly (Kate Hudson) og har sikker indkomst i svigerfaderens højt renommerede firma.
Barndomsvennen Randy Dupree (Owen Wilson) er hans totale modsætning. Intet job, ingen kæreste, lever livet uforpligtet som var han stadig teenager – og i øjeblikket bor han bogstaveligt talt på den lokale bar. Altså lige indtil Carl inviterer ham til at bo hos ham og Molly. Bare et par dage selvfølgelig. Til Mollys store fortrydelse – selvfølgelig.
Det er verdens to største personlige slagsider, der støder sammen i brødrene Joe og Anthony Russos You, Me and Dupree. Det tilknappede, følelsesforskrækket fornuftsmenneske over for den ubekymrede og intense levemand. Det kan der så spændes mange forudsigelighed over. Og det skal jeg ellers lige for, at der bliver gjort. I hvert fald i filmens første tre kvarter som er fornærmende usjove med Michael Douglas’ klichefyldte svigerfar på sidelinien (men herregud, Hr. Douglas har vel nok hentet en betragtelig gage for de få minutters optræden).
Douglas’ svigerfar bliver ikke mindre klichefyldt, efterhånden som filmen skrider frem. Til gengæld lykkedes det omtrent vellykket at dreje trekantskomedien mellem Dillon, Wilson, og Hudson godt 180 grader rundt. Betagende Kate Hudson slipper af sted med en hæderlig præstation som nøglen til den twist. For hvor meget Molly afskyr Duprees umodne person til at begynde med, så begynder hun at se kvaliteter i afslappetheden. Og pludselig er det Carl, der er ude på sidelinien.
Sådan rigtig sjovt bliver det aldrig. Owen Wilson er ene mand om at levere filmens komiske punchlines – og de kan altså desværre tælles på én hånd – mens Matt Dillon komisk set er uden snert. Men selv om You, Me and Dupree ender med at hente blot to stjerner, så forlader man altså filmen med fornemmelsen af, at det kunne være gået meget meget værre det dybt uoriginale oplæg taget i betragtning.
Der er ikke noget ekstramateriale på DVD'en.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Universal Pictures.