Skriv en kommentar
KØB SOUNDTRACKET HER
Netop som Zathura har ramt biograferne, med sin overdådige underholdning for børn i alle aldre, er soundtracket, eller scoren om du vil, landet. Zathura er skrevet af manden bag Jumanji, bare et stykke tid før, men de 2 film minder unægtelig meget om hinanden plotmæssigt. Det samme kan siges om musikken hertil.
John Debney hedder manden bag musikken, og han har før komponeret soundtracks til over 100 film bl.a. Liar Liar, End Of Days, The Passion Of The Christ og Sin City. Det er ikke alt hvad han laver der er lige vellykket, og faktisk er det meste så standard som en filmscore nu kan blive, og det er lige sådan Zathura er. Musikken er det helt store orkestermusik med de helt store følelser, og en kæmpe overdådighed som en gennemgående for næsten alle 45 minutter. De få gange det ryger ned i tempo stiger kvaliteten dog, selvom mange paralleller med f.eks. John Williams’ arrangementer sagtens kan drages hele vejen igennem. Det er ingen kunst vi har med at gøre her, da man føler sig som smidt tilbage i 80’erne, og så endda uden noget fængende tema på noget tidspunkt.
Orkesteret brager derudaf på de første par numre, og her minder lyden meget om kultfilmen Krull. Da tempoet sænker sig et par minutter inde, mere nøjagtigt på skivens 3. nummer, begynder Williams’ parallellerne at komme, og de hænger ved resten af spilletiden. Det virker som om at Debney aldrig rigtig færdiggører noget, og efterlader os med en masse følelser uden svar og løsning. Det hele føles som at sidde at spise popcorn og drikke sodavand uden at se en film, eller at spise mad uden at være sulten. Man efterlades konstant med en tom følelse, og selvom der ingen ørehængere er, er det hele traditionelt nok til at du kan nynne med på soundtrackets samtlige sange uden at have hørt dem først. Bagefter vil du dog intet kunne huske derfra.Det skal dog lige indrømmes at skæring nummer 10 faktisk er et fint lille nummer, men selv dette ødelægges fuldstændig af soundtrackets helhed.
Nu er jeg godt klar over at dette er soundtracket til en børnefilm, og eksperimenter er der aldrig meget plads til her, da dette vil forvirre i særdeleshed børn. Men et par ørehængere ville krydre godt på soundtracket, og en jævn nedtoning af alt det der ikke bliver gennemført, ville skjule soundtrackets mangler. I stedet ægges der ikke skjul på noget, og det hele bliver en gennemsigtig suppe som ikke smager af noget.
Nu tror jeg at jeg har lavet nok metaforer, men jeg kan virkelig ikke komme i tanke om nogen der vil finde dette soundtrack interessant. Man skal nok være enorm Debney tilhænger for at kunne se noget i det, og dem tror jeg ikke der findes så mange af. Se filmen i stedet, den er mere underholdende end man umiddelbart skulle tro, selvom den endnu engang har en vigtig fejl… musikken.
CDen er venligst stillet til rådighed af
Danacord Records.
