Skriv en kommentar
TV2-Zulu har vist sig at være noget af det mest inovative, der er sket i dansk TV-historie nogensinde. Kanalen forstår at henvende sig til et mediebevidst og ungdommeligt publikum med diverse indkøb af forskellige amerikanske programmer som The Man Show og David Letterman. Der ud over har Zulu vist et hav af kult og kitsch-film til glæde for de mest særprægede cineaster. Det kniber straks mere med egenproduktionerne. Programmer som P.I.S og Åndernes magt viste sig at være udmærkede men efterhånden også lidt tyndslidte koncepter, og da man i tidernes morgen opfandt Zulu Bingo var det helt efter opskriften på, hvad Zulu i det hele taget går ud på.
Man tager et 80’er TV-fænomen som TV-Bingo og så tilsætter man det lidt ulødig og forfærdeligt plat humor. Så har man et særlig cocktail, der henvender sig til en ganske særlig smal del af den danske befolkning, nemlig de understimulerede 12-20 årige mænd, der mest er til DJ Ötzi, brede fælge og lunkne grillpølser på et vindblæst superliga-stadion et eller andet sted i lille Danmark. Det er der heller intet galt i, men derfor er kvaliteten jo ikke nødvendigvis særlig god. Programmets vært Jan Elhøj var tidligere den ene del af det fantastisk morsomme og intelligent platte Banjos Likørstue, der brillerede det politisk ukorrekte Mujaffa spil og andre gode sager, som Brøndby-drengen Kenneds besøg på en dildo-fabrik. Tonen fra Likørstue er taget over i Bingo-hallen, hvor Elhøj udover værtrollen også agerer Hypnos fra Kneppos, Kondiløber, Kræmmer Villy og Bobby. Konceptet er simpelt. Man printer en plade ud fra nettet, deltager i spillet, hvis numre bliver trukket i fuldstændig tilfældig orden alt efter hvilken spilleregel man nu finder på. Kan en gæst drikke en blendet fetaost på 17 sekunder, er tallet 17 spillets næste nummer osv.
DVD’en der nu er kommet i handlen for at dække den fornævnte målgruppes behov inden Bingo-hallen åbner igen til efteråret med en ny vært. Udgivelsen har intet reelt indhold, men er en sjælden udgivelse af det man kalder ekstra-materiale, nemlig højdepunkter fra programmets to første sæsoner.
Man kan vælge fx Bobbys præsentation af programmets hovedpræmier, der alt fra ubrugeligt grimme biler til en gammel kutter og et udslidt fly. Bobby er en Kansasdragtklædt sydsjællænder, der er et plagiat på nogle af Mick Øgendahls sjoveste typer. Vil der imod nyde kroppens æstetisk og motionens glæder kan man vælge blandt 18 afsnit af Kondiløberen, der er en overvægtig hundigenser der løber rundt i det københavnske i spurttempo og spiser franske hotdogs og flødekager til glæde for den overraskede menneskermændge. ”Flyt dig for helvede”, hviner han, hvis ikke det går hurtigt nok. Der er da enkelte højdepunkter, der er sjove, men også en masse pinlige episoder, der er på grænsen til det presseetiske, som når man udstiller en fuld posedame på Hovedbanen uden nogen særlig årsag, andet end at gøre hendes liv værre end det er i forvejen. Lidt princip er den psykologisk set dybere karakter Hygnos, som man tillige følger rundt i en række hverdagsituationer iført stivert i cykelshorts. Han er vild med blonde piger med god røv og patter. Og man fornemmer straks en masse antipati for karakteren og i det hele taget det slemme koncept. Er man der imod til kvalmende nummerudtrækning skal man vælge den del, der viser klip fra folk, der spiser hinandens bussemænd eller får fem dåser frugtgele i håret. Det er direkte ulækkert og lugt til osten konceptet er ligegyldigt humor, der taler til laveste fællesnævner.
Alt i alt er der intet særligt innovativt over konceptet på trods af glimtvise sjove øjeblikke. Det gælder om at trække gæsterne igennem de mest pinagtige situationer, hvilket er en klar amerikansk form for falden-på-halen-humor, som ikke når geniale højder som fx Monty Python Casper og Mandrilaftalen og Drengene fra Angora. Man kunne i princippet producere skidtet selv. Det kræver et paphjul og en dåse forloren hare som man hælder ud over sig selv, mens man råber ”flyt dig for helvede”. Forholdet mellem kvalitet og seerskare er urimeligt i denne sag, men det siger nok mest om målgruppen end det gør om det smarte drenge fra TV2-Zulu. TV er en stor forretning, der drejer sig om at producere en masse billigt bras til glæde for publikum – og jo dummere programmerne er des dummere bliver publikum. Det er Zulu-bingo et fremragende eksempel på ved siden af det utal af forfærdelige reality-programmer, hvor man kan vinde alt fra en Strandvejsvilla til en ny have og måske en kortvarig og hul berømmelse. Det er form uden indhold. Det er lort og lagkage. Og det er spild af penge og tid. Vi giver 2 stjerner. En for gæstestjernen Bengt Burg og en for MC-Hammer melodien ”Can’t touch this”, der er skrevet om til ”Så der bingo”. Stand up-komikeren, Geo, der kan få folk til at grine ved skrige i mikrofonen er næste sæsons vært og det lover bestemt ikke godt.
