Skriv en kommentar
James Franco leverer en sublim præstation i skildringen af Aron Ralstons autentiske oplevelse af fem dage i helvedet. Det er ikke helvedet i bibelsk forstand, men nærmere betegnet Blue John Canyon i Utahs øde nationalpark, der danner rammen om denne livsbekræftende historie, om at stå ansigt til ansigt med døden og se sit liv langsomt rande ud som sandet i et timeglas. Minut for minut og time for time i fem udmattende og næsten fysisk umenneskelige dage.
Da Aron Ralston i april 2003 tog på et sine sædvanlige vandre og klatreture i Utahs ødemark var det ”business as usual”. Som adrenalinjunkie kan det kun gå for langsomt - fuld fart frem og ikke kigge sig tilbage. Men selvom Aron kender landskabet som sin egen baglomme, går det grueligt galt, da han falder ned i en smal klippekløft og en stor sten lander ovenpå hans arm, som sætter sig fast. Aron fortalte ingen om hvor han skulle hen og selvom han havde haft en mobiltelefon med, ville der ikke have været noget signal. Fastklemt af en urokkelig sten med kun en lille dunk vand, en dags måltid og et videokamera, bliver det starten på fem ulidelige dage, der udsætter hans krop for nærmest umenneskelige præstationer.
127 Hours er instruktøren Danny Boyle (Trainspotting (1996), 28 Days Later (2002) seneste film efter den oscarvindende Slumdog Millionaire fra 2008. Igen med den danske filmfotograf Anthony Dod Mantle til denne gang at iscenesætte den golde Utah-ørken som både smuk, grum og fascinerende via de dokumentariske og rå billedstil, ligesom han gjorde med Indiens slum. Da Boyle læste Aron Ralstons selvbiografi ”Between a Rock and a Hard Place” (2004), var han ikke I tvivl om, at dette skulle bliver hans næste projekt. Der lå dog kolossale udfordringer i, at lave en film om en mand som sidder ubehjælpelig fast i klippesten.
Aron havde medbragt et videokamera, som han i de fem dage kunne benytte som talerør for hans frustreringer, bekendelser og følelsesudbrud. Aron fik tid til at kunne reflektere over sit liv og bekende overfor dem, han i hans egoistiske adrenalinrush har skubbet væk fra sig eller forsømt gennem tiden. Kæresten som skred eller hans forsømmelighed ved ikke at tage røret, når hans mor ringer. Dette blev nøglen for Boyle til at kunne lave filmen. Ved hjælp at flashbacks, Arons kommunikation med kameraet og desillusionerende fantasier, kunne Boyle komme ind under huden på personen Aron og skildre hans dybeste følelser på det hvide lærred.
Desillusionen bliver med selvfølgelig værre og værre som tiden går og Arons krop langsomt lukker ned. Man kan komme i tvivl om, hvad der er virkelighed og hvad der er fantasi. Her snyder Boyle os flere gange til at tro noget, for så at skuffe os ved at vende tilbage til udgangspunktet; mand sidder fast i klippe. Og det den eneste ting er som sikkert; Aron sidder fast og kan kun komme fri på én måde. Men den kan I selv tænke jer til!
At benytte mange flashbacks og fantasiskildringer kan være umattende på film, da det bryder virkeligheden og ofte kan virke for ”letkøbt”. Men selvom der måske er en tand for meget af disse, lykkedes det faktisk for Boyle at lave en velskabt film. Den smalle historie er filmens hæmning, men Boyle laver nok den bedst mulige film bedømt ud fra omfanget af materialet.
Det er ikke noget nyt, at lave film med person(er), der sidder fast på en eller anden måde. Se bare for nylig ”Devil”, hvor 5 personer bliver spærret inde i en elevator eller ”Buried” med Ryan Reynolds hjælpeløst begravet levende i en kiste. Det er en kompliceret og krævende disciplin, men når det lykkedes er det en effektiv metode, at komme under huden på personer. Klaustrofobien og hjælpeløsheden driver folk til selvrealisering og refleksion og det ender ofte med at blive en historie om livet og om de menneskelige grænser. Indenfor denne disciplin klarer ”127 Hours” sig langt over middel, takket været den autentiske stil og viljen til at skildre historien, så korrekt som muligt. Hvilket bare gør den endnu mere grum.
127 Hours starter dog med en Rock & Roll musikvideostil der tilhører MTV generationen med Free Bloods ”Never Hear Surf Music Again” buldrende ud til et splitscreens helvedet, der kan få dig til at dobbelttjekke, om man nu sidder til den rigtige film. Men her skal man selvfølgelig huske på, at det er instruktøren bag Trainspotting og Slumdog Millionaire og det hele kommer faktisk til at stå i fin kontrast til den efterfølgende ubarmhjertelige stilfærdige Utah ørken, der danner rammen om fortællingen. Man kan måske derfor sige, at filmen ikke henvender sig til alle aldre og bestemt heller ikke til et sart publikum. For midt i alt det livsbekræftende og autentiske, ligger der altså en grum historie om at sætte krop og psyke på prøve til ud over det menneskelige. Det er i hvert fald et tidspunkt, hvor ens chili con carne godt kan vende sig i maven.
