Skriv en kommentar
Filmen begynder med at Servet, en politiker midt i en valgkamp, i sin døsighed kører en person ned.
For ikke at ødelægge sine chancer i valgkampen beder han sin chauffør, Eyüp, om at tage skylden i bytte for en god sum penge. Eyüp tager imod tilbuddet.
Mens Eyüp er i fængsel, udfolder historien om hans kone, Hacer, og søn, Ismail, sig.
Hacer ender med at have en affære, hvilket Ismail opdager, men i stedet for at reagerer på det, lader han det forblive i det usagte.
Det usagte er netop, hvad filmen tematiserer omkring, og som handlingen udfolder sig, glider familien længere og længere fra hinanden, indtil filmens sidste scener, hvor en dramatisk begivenhed enten kan føre familien tættere sammen, eller blot forstærke afstanden.
Titlen ”3 Monkeys” leder tanken hen på de tre vise aber, der ser intet ondt, hører intet ondt og taler intet ondt. Man kan i høj grad sige, at disse egenskaber er overført til filmens fire centrale karakterer, og dette ses igennem flere gennemgående faktorer.
Filmen er f.eks. fyldt med lange indstillinger, der dvæler ved det usagte, det uhørte og det usete mellem de forskellige karakterer. I disse indstillinger ender det ofte med, at rum eller natur overtager den centrale rolle, og efterlader karaktererne i mellem - eller baggrunden; efterlader dem med en birolle.
Dette fører til en af filmens centrale virkemidler, som er, at lade publikum selv fundere over, hvad karaktererne tænker og føler.
Der er ingen overflødige replikker i filmen. Dialogen er underspillet, ligesom filmens farve, og vi er efterladt til selv at skulle aflæse følelser i karakterernes ansigter gennem de mange nærbilleder, der står som kontrast til de lange, tomme indstillinger.
Disse nærbilleder afslører karaktererne, da deres ansigtsudtryk siger det usagte. Det er i disse nærbilleder, at publikum kommer nærmere en forståelse af karaktererne, dog ikke nærmere et svar.
Hvornår Eyüp, Hacer og Ismail begyndte at fortie ”det onde” i stedet for at forstå og kommunikere med hinanden vides ikke. Her er filmens svage punkt, der især markeres i en af filmens sidehistorier, der omhandler Hacer og Eyüps døde søn. Sønnen dukker op som en hallucination to gange i filmen, først for Ismail og senere for Eyüp.
Var det efter hans død, at familien gled fra hinanden? Eller skete det pga. Hacers affære?
Filmen ville have stået stærkere uden historien om den døde søn, der ender med at ligge et unødigt tolkningslag på filmen.
Dette ændrer dog ikke, at det er en rørende film, med stærke skuespilpræstationer, smukt filmede scener og et krav om et aktivt publikum.
